23948sdkhjf

Ny fliskedel til Galten Varmeværk

Den ældste af Galten Varmeværks to fastbrændselskedler er moden til udskiftning. Den erstattes nu af en moderne fliskedel, som er mere miljøvenlig og imødekommer værkets behov for højere kapacitet.
To aktuelle udfordringer har fået bestyrelsen for Galten Varmeværk A.m.b.a. til at vedtage en udskiftning af det ældste af selskabets to eksisterende fjernvarmeanlæg, som har været i drift siden 1982.

– Kedlen er ved at være utæt og skal skiftes. Samtidig kommer en ny udstykning lige bag værket til at betyde, at vi fremover skal forsyne yderligere 500 husstande. Derfor er det også nødvendigt at udvide vores kapacitet, fortæller driftsleder Finn Sørensen.

Indsættes gennem taget i juni

Galten Varmeværk har således i januar afgivet ordre på ny fliskedel samt tilhørende bygningsentreprise hos Euro Therm A/S, der også har leveret det største og nyeste af energiselskabets eksisterende anlæg med en 10 MW flisfyret kedel. Indsætningen af de nye komponenter finder sted i starten af juni, og de kommer efter planen til at indgå i værkets varmeproduktion fra den 1. november.

- Vi har været meget tilfredse med det nuværende flisanlæg, som fungerer rigtig godt. Ved fremover at have to flislinjer fra Euro Therm, der er baseret på ens principper, får vi en mere strømlinet løsning, som vil sikre enklere, grønnere og mere økonomisk drift, fortsætter varmemesteren.

Komponenterne til det ny anlæg indsættes ovenfra.

- Kedlen leveres i to stykker og samles på stedet, da den skal ind mellem spærrene i den eksisterende bygning. Tagelementerne løftes af, og komponenterne hejses ned med en stor kran. Herefter lukkes taget igen, forklarer teknisk chef Michael Jørgensen fra Euro Therm, der varetager projektledelsen.

Økonomiske og miljømæssige fordele

Den nye kedel har højere kapacitet end den, der udskiftes, og giver ifølge Finn Sørensen væsentlige ressourcebesparelser, samtidig med at driften forenkles.

– Hvor den gamle kedel yder 4 MW, giver den nye 7,5 MW inkl. kondenseringsenhed. Dermed imødekommes det større kapacitetsbehov, som vi får i fremtiden. Den gamle kedel er oprindelig bygget til kul og sidenhen konverteret til træpillefyring, mens den nye kan benytte flis, som er billigere i indkøb. Samtidig kan vi fremover nøjes med kun at lagerføre én brændselstype, der anvendes i begge fliskedler, siger han.

Sammen med den nye fliskedel får Galten Varmeværk også leveret en ekstra akkumuleringstank som supplement til den eksisterende.

– Den ny opsamlingstank har tre gange så stor kapacitet som vores nuværende. Planen er, at vi om sommeren nøjes med at have den nye fliskedel i drift og kun kører med den tre dage ugentligt, men til gengæld for fuldt blus. Resten af tiden sker varmeforsyningen med den energi, der er opsamlet i akkumuleringstanken. Dermed opnås en optimal virkningsgrad i anlægget og betydelige elbesparelser til gavn for både driftsøkonomien og miljøet, slutter Finn Sørensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08