23948sdkhjf

DI roser regeringens kvindeudspil

Hos Dansk Industri er man godt tilfredse med regeringens nye kvindeudspil, der ikke indbefatter kvindekvoter.
Det er ikke hver dag, en rød regering får ros af dansk erhvervsliv, men det er ikke desto mindre, hvad regeringen får fra Dansk Industri for sit udspil til, hvordan man kan få flere kvinder i de danske bestyrelser.

Forskningspolitisk chef hos Dansk Industri, Charlotte Rønhof, kalder regeringens såkaldte "Danske Model" for både god og fornuftig. Hun er glad for, at regeringen har droppet idéen med at indføre kvindekvoter i virksomhederne.

- Vi har hele tiden sagt, at kvoter er en dårlig idé, fordi det er et meget massivt indgreb i ledelsesretten, siger Charlotte Rønhof og fortsætter:

- Omvendt vil vi gerne støtte regeringen i, at der er behov for at sætte kvindernes kompetencer i spil. Og der tror vi, det er meget mere effektfuldt, at virksomhederne selv sætter deres mål.

I regeringens udspil lægges der netop op til, at virksomhederne selv skal sætte en målsætning for, hvor mange kvinder de vil have i deres bestyrelse. Kravet fra regeringens side er bare, at de skal formulere en ligestillingspolitik i deres årsrapport.

Selv om regeringen ikke sætter en minimumgrænse for, hvor mange kvinder der skal ind i bestyrelserne, er Charlotte Rønhof overbevist om, at modellen vil virke.

- Jeg tror, at det betyder noget, at man sætter sig konkrete mål. Når det er noget, man bliver målt på, så sker der noget, siger Charlotte Rønhof.

Der er dog ét punkt i modellen, hun ikke bakker regeringen op i: Muligheden for at give virksomhederne en bøde på 5000 til 10.000 kroner, hvis de ikke oplyser om deres ligestillingspolitik i årsrapporten.

- Jeg tror ikke, jeg ville have lagt et bødekrav ind, for jeg tror ikke, det er det, der flytter noget.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11