Tysk kvalitet i nyt agentur
Direktør Claus Johansen, Tool-part, har længe haft et godt øje til tyske KELCH. I år fik handelsfirmaet så agenturet på de tyske kvalitetsprodukter.
Pr. 1. marts 2012 fik Tool-part i Vejle så agenturet, hvilket glæder direktør Claus Johansen, Tool-part, meget:
- Jeg har igennem flere år haft kontakt med mange af de mennesker, der arbejder i KELCH. Det er et kanongodt brand, der i princippet omfatter alt, som man kan spænde op i en spindel. Fabrikken - og firmaet bag - er utroligt fremme i skoene, siger Claus Johansen, der har haft stort kendskab til den tyske leverandør siden slutningen af 1990erne.
- På forindstillingsområdet leverer KELCH alt fra de klassiske løsninger og til de fuldautomatiserede forindstillingsløsninger. Jeg har set deres fabrik i Weinstadt, og man må sige, at udvikling, produktion samt service og teknisk afdeling er en sammentømret og meget velfungerende enhed. Vi venter os derfor meget af samarbejdet og glæder os over at have en så kompetent samarbejdspartner, fastslår Claus Johansen.
Fakta om det danske handelsfirma
Tool-part er et handelsfirma der beskæftiger sig med salg og rådgivning inden for værktøj og tilbehør til højteknologiske CNC-bearbejdningsmaskiner til den spåntagende, danske jern- og metalindustri.