Dansk fremstød for brændselsceller i Korea
Brændselscelle-virksomheden Danish Power Systems i Lyngby deltager i erhvervsfremstødet "Inspiring Denmark" i Korea fra den 13.-15. maj. Virksomheden benytter erhvervsfremstødet til at etablere sig med en agent i Korea for at fremme salget af HTPEM-brændselsceller i denne meget attraktive del af verden.
Danish Power Systems er deltager i flere konsortier, som alle arbejder målrettet frem mod at forene deltagernes kompetencer i forbindelse med udvikling og produktion af brændselsceller. Netop i øjeblikket arbejdes der for eksempel på højtryk hos plastvirksomheden SP Group for at etablere en serieproduktion af brændselscellerne.
- Vore partnere hører alle til verdens førende på hvert deres område og forener vi kræfterne, er jeg overbevist om, at vi har gode chancer for at starte et dansk eventyr inden for cleantech-industrien. Muligheden for at præsentere vore produkter og kompetencer i Korea kunne derfor ikke komme på et bedre tidspunkt, understreger Hans Aage Hjuler.
Brændselscellevirksomheden har de seneste måneder arbejdet målrettet frem mod deltagelsen i Korea og har bl.a. indgået en agent-aftale med den koreanske cleantech-virksomhed, IoneerCell, Inc. ca. 100 km syd for Seoul.
- Korea er verdens 15. største økonomi og har mere end 50 mio. indbyggere og landet er meget langt fremme teknologisk. Det er derfor et meget attraktivt marked for os og vi har store forventninger til vort samarbejde med IoneerCell. Samtidig håber vi, at fremstødet i Korea kan være brohoved til hele Sydøstasien, slutter Hans Aage Hjuler.mola