Montagemetode forbedrer solfangeranlægs rentabilitet
En nyudviklet montagemetode med stort potentiale fra L&H-Rørbyg reducerer installationsarbejdet og varmetabet samt øger stabiliteten i anlæggene. For at leve op til målene i de nyeste energiplaner skal der nemlig etableres mange mio. kvm. solfangeranlæg over hele Europa i de kommende år.
- Problemet med de lange, præfabrikerede T-stykker er, at de er dyre og ufleksible, fortæller Lars Ehlern Bech fra L&H-Rørbyg. - De kan for eksempel ikke tilpasses de mange variationer, der altid vil være i terrænet. Nu bruger vi blot helt almindelige, lige standardrør, som tilpasses direkte på stedet. Det giver langt færre samlinger, og takket være ekstrudersvejsningen bevares rørenes isoleringsevne også langt bedre, da der kun fjernes et minimum af rørenes oprindelige fabriksopskumning.
L&H-Rørbygs nye montagemetode vil især få betydning for de store solvarmeanlæg, som fjernvarmeværker og større produktionsvirksomheder har under planlægning. Og det er et marked med forholdsvis få, betydende aktører. Inden for produktion af paneler gælder det for eksempel danske Sunmark, der som pioner på området har mere end 20 års erfaring med solvarme i Europa: - Vi leverer individuelle turnkey løsninger, og her ser vi selvfølgelig en stor fordel i, at der nu kommer en bedre og mere sikker installation, som samtidig også er meget konkurrencedygtig, siger Hans Grydehøj, adm. direktør i Sunmark A/S.
- Vi arbejder meget med levetid på anlæggene, og har derfor fokus på den nedslidning, som den konstante cyklus med opvarmning og nedkøling forårsager. Her vil den nye montagemetode gøre systemet væsentligt stærkere og mere stabilt, og det er helt klart en innovativ løsning, som vi forventer os meget af ikke mindst på det internationale marked, siger Hans Grydehøj.
Hos Marstal Fjernvarme, der er førende inden for solvarme og et af EUs flagprojekter på energiområdet, udvidede man i 2011 det eksisterende solvarmeanlæg på 18.000 kvm. med yderligere 15.000 kvm. Her har driftsleder Leo Holm store forventninger til forbedringerne i det nye system: - Der er ingen tvivl om, at L&H-Rørbygs nye løsning med færre samlinger reducerer risikoen for brud og da det drejer sig om væskefyldte rør, der er gravet ned i jorden, vil det være en stor fordel for driften. Men metoden vil også medføre en effektivitetsbesparelse, da rørene kan monteres hurtigere, og vi samtidig minimerer leveringsproblemer i forbindelse med de mange specialrør for eksempel T-stykker som vi hidtil har brugt. Nu kan der i princippet bruges almindelige standardrør fra en hvilken som helst rørfabrik. Desuden forventer jeg også en bedre isolering i systemet og dermed reduceret varmetab, da den nye metode bryder mindre ind i rørenes eksisterende skum.
Flere producent-uafhængige løsninger
I "Varmeplan Danmark 2010" forventes det, at store solvarmeanlæg udbygges med 200.000 kvm. pr. år frem til år 2020, med basis for at etablere 8 mio. kvm. inden 2030. Det er derfor et meget velvalgt tidspunkt, L&H-Rørbyg introducerer den nye montageløsning. Når det nye koncept vinder indpas i forbindelse med de projekter, der er i udbud i 2012, kan det også medføre ændringer i samarbejdskonstellationerne på markedet. Hidtil har de fleste store projekter været udført af rørfabrikker med montører som underentreprenører. Da det med den nye metode er underordnet hvilket rørfabrikat, der anvendes, får fjernvarmeværkerne og de øvrige projektudbydere langt friere spil i valg af samarbejdspartnere. For eksempel kan montørerne fremover påtage sig hele opgaven og købe de til enhver tid bedste og billigste rør på markedet og udbyderne får hermed mulighed for at samle styring, udførelse, ansvar og garantier hos én leverandør.mola