DEBAT om METAL besøgstal på WWW.jernindustri.dk
Artiklen Flot besøgstal på METAL 2012 ledte til debat på www.jernindustri.dk:
HF: Besøgstallet bryder med "messeloven" om, at antal kvadratmeter er lig med antal besøgende. Her var der markant flere besøgende end antal kvadratmeter. Danske Fagmesser har en særdeles flot moral, når det gælder optælling af besøgende, og i det lys er tallet endog særdeles flot også i sammenligning med andre messer herhjemme.
Men du rejser et relevant spørgsmål omkring formål med danske metal-messer. Hvis det er en stor samlende messe, man ønsker, bliver det nødvendigt at lægge Værktøjsmaskiner og METAL sammen. Mon ikke der også i kulisserne er kloge hoveder, der arbejder på det?
JJ: Jeg tvivler ikke på Danske Fagmessers moral, men jeg tillader mig at tvivle på om deres intentioner er de samme som udstillernes og de besøgenes. Det faktum at man vælger at lægge messen samtidig med Hanovermessen, skal jo bevirke færre udstillere og besøgende, hvorfor gør man det ? Målet må da være at ramme kundernes, altså udstillerne og de besøgendenes ønsker, som iøvrigt er helt ens. Udstillerne ønsker at fremvise deres produkter for så mange som muligt, og de besøgende ønsker at se så mange og så meget som muligt. Vi har deltaget flere gange med vore produkter. Dengang var besøgstallet ca. 25000 så at mene et besøgstal på ca. 4000 er flot, Tjae
HF: Du skal meget langt tilbage for at finde 25.000 besøgende på METAL eller andre danske industrimesser.
Jeg var først på METAL 2012 og siden på Hannover messe i sidste uge. Der er et lille overlab i målgruppe. Det er imidlertid stort nok til, at man ikke fremover vil lægge METAL oven i Hannover. Din kritik herom er taget til efterretning.
Jeg fastholder imidlertid, at det var et flot besøgstal og tager besøgstallet til indtægt for de positive initiativer, som Danske Fagmesser fornyede METAL med.
JJ: Det glæder mig at man fremover vil tage skyldig hensyn til placeringen af Metalmessen i forhold til andre og større internationale messer. Jeg må medgive dig at besøgstallene generelt på messerne især i Danmark er stærkt nedadgående, jeg tror det skyldes de mange special-messer, som jeg tror kræver et langt større "bagland" en Danmark kan præstere. Den slags kan gå i Tyskland og lign. lande. Her hjemme skal vi tilbage til de store samlede messer med alt inden for faget hørende, og så skal man placere de små virksomheder i samme haller som de store og ikke som tidligere nede bagerst i sidste hal, for så drukner de og gider ikke komme. Et sådanne setup, kunne lokke os tilbage som udstiller. Med venlig hilsen Johnny Jensen.