Fulde omdrejninger på Aarhus vækstmotor
Trods krisen tiltrækker Skejby-området lige uden for Aarhus masser af nye aktiviteter og virksomheder. Bl.a. Skejby Sygehus, Via University College og verdens største vindmølleproducent har glæde af de stærke adgangsveje.
Først kom Skejby Universitetshospital, og sidste år fulgte Via University College med sine 2500 studerende på sundhedsområdet. Samtidig rykkede Vestas sit hovedkontor til Skejby, hvor virksomhedens udviklingsafdeling allerede lå. Flytningen betegnede daværende borgmester Nicolai Wammen som en milepæl for Aarhus som vidensby.
Andre energivirksomheder som NRGi har etableret sig i Skejby, hvor også andre brancher end sundhed og energi har indrettet sig. Det gælder for eksempel IT, hvor KMD og EG har store domiciler i Skejby og også virksomheder som Beierholm, Adidas, Kinnarps samt konsulent- og headhunter-virksomheden Mercuri Urval.
- Det, der betyder noget for os, er easy access, easy access og easy access. Det skal være let for vores kunder, kandidater og deltagere i lederudvikling at komme til os. Af samme grund skal vores kontorfaciliteter være indbydende, så folk føler sig godt tilpas her, siger direktør Torben Fox Maule.
Motorvej og letbane
Torben Fox Maule hos Mercuri Urval kan sammen med områdets øvrige virksomheder glæde sig over motorvejsnettet E45, der ligger lige ved kvarteret, men også over, at Aarhus planlagte letbane får station i Skejby.
ATP Ejendomme ejer Mercuri Urvals spændende bygning på Dusager 2, og her fortæller porteføljemanager Susanne Dunvad, at man har oplevet stor efterspørgsel i Skejby, men også at det stadig er muligt at etablere sig i Skejby:
- Vi får mange henvendelser om lokalisering i Skejby. Men samtidig kan vi også konstatere, at folk tænker sig mere og grundigere om, inden de flytter. Måske nok lidt mere grundigt end tidligere, siger Susanne Dunvad, der henviser til et par mulige lejemål på Dusager.mola