Stena Line scorer på ødelagt jernbanebro
Uheldet med jernbanebroen over Limfjorden giver rederiet Stena Line i Frederikshavn ordrer til flere millioner kroner, fordi gods skal sejles fra Sverige til Danmark.
Alt materiel bliver nu transporteret til Vendsyssel via Sverige. Stena Line skal overføre flere tusind meter lokomotiver, vogne, reparationsudstyr samt ca. 20.000 tons nye jernbaneskinner, som kommer fra Tyskland.
- Vi er meget tilfredse med begge aftaler. Der er alt i alt tale om ordrer til flere millioner kroner, fortæller Freight Manager Claus Riis, Stena Line.
Jernbanebroen over Limfjorden blev i marts påsejlet af en finsk coaster. Broen kan først tages i brug igen i november.