Industry Smart Center skal styrke industrien
Randers bliver hjemby for et nyt udviklingscenter for industriarbejdspladser i Danmark for at fastholde og udbygge antallet af arbejdspladser i fremstillingsindustrien.
De deltagende virksomheder blev fra netværkets start klar over, hvor vigtigt det er at de fremover samarbejder og bruger det nye netværk til at stå stærkere i fremtidens konkurrence. På opstartsmødet kunne de nemlig høre Anders Krogh, som er direktør i Vestas Supplier Quality & Fulfilment, fortælle om den globale virksomheds krav til sine underleverandører i fremtiden.
- Det er bestemt en udfordring for små virksomheder at være leverandør til en global virksomhed, siger Anders Krogh og fortsætter:
- Vestas handler på samme måde uanset om en underleverandør har 20 eller 20.000 ansatte, så der er samme konkurrencevilkår uanset virksomhedens størrelse, forklarer han.
Derfor er det ifølge Anders Krogh i fremtiden nødvendigt for den lokale fremstillingsindustri i Randers at samarbejde:
- Virksomhederne er nødt til at være fælles om f.eks. administrative processer som f.eks. at have en juridisk afdeling, der kan håndtere indkøbsaftaler. Det kan også være en fordel for de mindre virksomheder at samarbejde om bl.a. indkøb og salg, vurderer Anders Krogh. Vestas har i dag omkring 1000 underleverandører, vurderer Anders Krogh. Derfor er der et stort rationale for Vestas i at gøre dette net af leverandører mere gennemskueligt, og det kan nemt gå ud over de små virksomheder, vurderer Vestasdirektøren.
Efter opstartsmødet i Industry Smart Center er næste skridt i samarbejdet en "aktivitetspakke", der skal bidrage til at effektivisere virksomhedernes produktion. Pakken skal leveres af en ekstern leverandør, som netop er ved at blive valgt efter en udbudsrunde.mola