23948sdkhjf

Avanceret dysesystem giver bedre marksprøjter

Når fagmessen METAL 2012 løber af stabelen i Fredericia, vil der være uddeling af de særlige M-priser fra Maskiningeniørernes Initiativfond. Jern og Maskinindustrien beskriver her et tidligere M-prisbelønnet dyseprojekt fra Bo Leander Gylling, der i dag er tilknyttet VIA University College, Horsens.
- Jeg fik M-prisen i år 2000, efter tildeling af Jubilæums-prisen på Ingeniørhøjskolen i Horsens. M-prisprojektet udførte jeg med hjælp fra Dansk Jordbrugsforskning som lånte mig deres laboratoriefaciliteter på Bygholm, fortæller Bo Leander Gylling til Jern og Maskinindustrien.

- Produktidéen omhandler et dyse-system, udviklet på baggrund af et forskningsprojekt, jeg udførte i 1999-2000 vedrørende mulige metoder for miljømæssig forbedring ved pesticidudbringning på landbrugsmarker. Projektet var oprindeligt mit afgangsprojekt for Maskiningeniør-uddannelsen, forklarer han videre.

Ensartet dråbeudskillelse

Hovedkomponenten for det nye miljøforbedrende sprøjtesystem er selve dysehus-enheden, som ændrer forstøvningsbilledet for ellers almindelige fladsprederdyser således, at der opstår en forstøvning med en ekstremt ensartet dråbeudskillelse i optimal størrelse.

- Derudover kræves der et specielt styreprogram, der kontrollerer flow-mængden samt angiver dyse-hovedernes arbejdstakt. Fødesystemet skal kunne levere sprøjtevæsken med et jævnt flow uden større trykstød og opretholde et fortryk i systemet, når dyserne er slukket, beskriver Bo Leander Gylling.

Valg af dyser er normalt afhængigt af en ønsket hastighed kontra flowmængde under givne vejrforhold under udbringningen.

- Med det nye dyse-system skal der udelukkende tages stilling til, hvor mange L/ha der ønskes. Resten er "indbygget" i systemets konstruktionsmæssige virkemåde, fastslår Bo Leander Gylling.

Mindre pesticidmængde

Til sammenligning med normalt anvendte konventionelle systemer, vil der spares sammenlagt ca. 20-30 procent aktiv pesticidmængde.

Denne besparelse er udledt af en bedre opsplitning og fordeling af dråberne på angrebsfladen, samt at en langt større væskemængde udnyttes, da aerosol-antal og dermed afdrift mindskes betydeligt.

- Den bedre udnyttelsesgrad for systemet kunne også "forbruges" gennem en hastighedsforøgelse ved udbringningen. Laboratorietest har vist, at hastigheden kan forøges op til ca. 20 km/t før effektiviteten er faldet til samme niveau som for eksisterende systemer, hvor maksimal hastighed er på 7 km/t, pointerer han.

- Systemet er udviklet til prototype-niveau, hvor næste skridt er produktmodning, efterprøvning i fieldtest og markedsføring. Alt sammen noget der koster mange penge og optager 1½-2 år, inden systemet kan være salgsklart. Det har ikke været muligt at låne eller finde sponsorer, investorer eller andre som ville involvere sig økonomisk i dette. Et sådan projekt bliver jo lidt et hjertebarn, så jeg har da ikke givet op, lyder det positivt.

- Som lektor på VIA University College i Horsens har jeg de sidste 3 år glædet mig over at kunne hjælpe vores nye ingeniører på vej. Måske en dag også en ny M-pris-vinder. Hvem ved, afslutter Bo Leander Gylling.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065