Velbesøgt årsdag i produktivitetens tegn
Brancheorganisationen Metal og Maskinindustrien under Dansk Industri, DI, kunne på det traditionelle årsmøde i Odense Koncerthus konstatere et rekordstort fremmøde af foreningens medlemmer til en række interessante indlæg - alle omhandlende behovet for en øget produktivitet, hvis vi skal beholde den producerende industri her i landet
- Vi repræsenterer tilsammen 150.000 job og 200 milliarder kroner i omsætning, så jeg synes godt, at vi kan tillade os at kalde os den vækstfaktor, som alle taler om. Men vi må og skal være mere produktive end vores konkurrenter, hvis vi skal klare os fremover, fastslog han.
Professor og tidligere økonomisk vismand Jan Rose Skaksen holdt derefter et spændende, men dog noget forstemmende indlæg om den danske produktivitetsudvikling gennem de seneste 10-15 år, og det ser ikke for godt ud, kunne han konstatere.
- Produktivitetsudviklingen er for nedadgående. Vi er kun blevet 0,6 procent dygtigere til at producere pr. år, hvor eksempelvis Korea er blevet 5 procent bedre hvert år, og i årene 1990-2010 er det blevet 20 procent dyrere at producere i Danmark. Dog skal det siges, at Metal og Maskinindustriens område er gået mindre ned end industrien generelt, sagde han.
For få investeringer
- Vi har en lang periode haft meget lav investeringslyst i industrien, og det er noget af årsagen til den dårlige produktivitetsudvikling. Det er investeringer i ny teknologi og automation, der er vejen frem, sådan som vi har set det i eksempelvis Japan, Tyskland, Italien og i Sverige, som jo alle er bilproducerende lande og dermed også voldsomt automatiseret.
- Dog skal det siges, at inden for Metal og Maskinindustriens område er Danmark i dag det mest automatiserede land, men det kan sagtens blive bedre. Der er kæmpe muligheder, og ny teknologi i produktionen er en del af løsningen, fastslog han.
Kim Graugaard, viceadministrerende direktør i DI, konstaterede i sit indlæg, at Danmark har tabt konkurrenceevne over længere tid og at der har været et stort dyk i beskæftigelsen i metal- og maskinindustrisektoren, hvis ansatte er ældre end resten af arbejdsmarkedet.
- Investeringerne halter i industrien. Den offentlige sektor er blevet for stor, og den skal bringes til at fylde mindre i den samlede økonomi. Vores skattetryk er verdens højeste, og det skal også bringes ned, hvis vi skal fremskaffe tilstrækkelig med veluddannet arbejdskraft i verdensklasse, fastslog han.
Sluk de største bål først og sluk dem grundigt
Andreas Bruus, der er direktør i Production Development Partnering A/S, talte om produktivitetsgevinster der rykker og fem veje for at nå dertil. Vent ikke på de store fisk, for der bliver længere imellem de store serier. Tænk i små volumener, og tænk ikke de små serier som bøvl. Ledelse er at organisere og forbedre, og det er den vej, vi skal.
Sluk de største bål først og sluk dem grundigt. Tag mennesker med og væk menneskets naturlige problemløser. Styr efter et mål og udstik en klar retning, sagde Andreas Brus og sluttede med ordene "Varm luft holder kun ballonen oppe" sit indlæg af med at stikke en nål i en til lejligheden medbragt ballon.
Adm. Dir. Rasmus Niebuhr fra Niebuhr Gears talte om Lean, om at appellere til ungdommen og om at gøre branchen mere attraktiv og "sexet" over for de unge. Hos Niebuhr har de oprettet et såkaldt Nieburh Academy, der viser de unge, hvor avanceret en branche, de rent faktisk kommer til at arbejde i.
Per Kjærgaard Jepsen fra Dantrafo fortalte om at tænke nyt, hele tiden stille spørgsmål og tænke i energibesparende tiltag i produktionen. Det har Dantrafo gjort og sparet mange penge både på el, fjernvarme og ikke mindst Argon gasregningen.
Christian Bokkenheuser fra Rose Holm i Nordsjælland, der producerer metalemner med rullet gevind - bl.a. fundamentbolte til vindmølleindustriien, sluttede foredragsrækken af med et inspirerende indlæg om viljen til automatisering.
- Vi har det problem, at dansk industri i udlandet bliver opfattet som for dyr, så partnerprojekter er vejen frem for dansk industri. Konkurrence er kommet for at blive, så tag imod den. Konkurrence gør os bedre, så tag selv styringen, opfordrede han.
Den på generalforsamlingen genudnævnte formand Per Weiss rundede af med at annoncere Årsdagen for 2013, der også finder stde i Odense Koncerthus den 16. maj, så sæt kryds i kalenderen, lød det.