Kunderne skal kun henvende sig ét sted
IQ Metal i Hasselager er en fleksibel leverandør, der tager sig af hele kundens opgave lige fra design til den er færdigleveret med dokumentation, hvor kunden ønsker det.
Virksomheden er gået fra at være en traditionel smedevirksomhed til at være en topmoderne virksomhed, der ikke blot har automatiseret maskinerne i produktionen.
I lige så høj grad har virksomheden sat fokus på at få alle nuancer med rundt om emnet, således at kunden kun skal henvende sig ét sted for at få leveret en samlet leverance.
Virksomheden råder over en omfattende højteknologisk maskinpark til pladebearbejdning med højhastigheds-laserskæring, revolverstansning, presning, bukning, samt desuden et fuldautomatisk bearbejdningscenter med robot til spåntagende bearbejdning.
Virksomheden er i dag en international underleverandør med 100 medarbejdere fordelt på de to produktionssteder i henholdsvis Danmark og Polen, hvor virksomheden også har en afdeling.
Virksomheden har speciale i fremstilling af komponenter, halvfabrikata og færdige konstruktioner i alle slags metaller op til 20 millimeter. Ens for kunderne er, at de sætter pris på kvalitet, dokumentation eller virksomhedens logistikstyring.
- Vi automatiserer meget i produktionen for at komme over de problemer, som mange danske virksomheder har med for høje lønomkostninger. For syv år siden havde vi 30 smede ansat, i dag er vi otte, men omsætter stadig for det samme, og vi beskæftiger samme antal medarbejdere.
- Jobbene findes bare andre steder, fortæller fabriksdirektør Jesper Z. Nielsen.
Logistik og kvalitet
Den blandede sammensætning af både maskiner og forskellige produkter stiller store krav til håndteringen af logistikken hos IQ Metal. Det gælder både styring af materialer og færdige produkter.
- Der er ikke mange, der behersker at styre materialer og produktion på det niveau, som vi behersker i dag. Vi har et meget veludviklet IT- system, der tager hånd om emnerne, projekterne lige fra vi starter på designfasen til emnerne lander ude hos kunderne, siger Jesper Z. Nielsen.
Derudover har virksomheden implementeret et kvalitetssystem der hedder PPAP, der har sine rødder i bilindustrien.
- Vi håndterer kravene på det højeste niveau "level 5" og har netop fået gennemført hovedefterprøvning af systemet i forbindelse med ISO 9001:2008 certificering.
- Kravene til dokumentation af kvaliteten er benhårde, og de er fortsat stigende. Flere af vores kunder anvender Six Sigma, hvor fejlmarginer bliver målt i PPM (antal pr. million). I ekstreme tilfælde skal vi efterleve og dokumentere at der max er 3,3 fejl pr. million emner produceret.
Det kan være en udfordring, når man ikke masseproducerer, men opererer med seriestørrelser på 10-1000 stk., forklarer Jesper Z. Nielsen.
- I dag sælger vi ikke produkter længere som før i tiden. Nu handler det om, at hele pakken skal være sammenhængende lige fra design af emnet til produktion, men ikke mindst logistik, kvalitetsstyring og dokumentation er der tårnhøje krav til i dag.
Minimer lønandelen
IQ Metal driver desuden produktion i Polen, og oplever et generelt prispres i forhold til landene omkring os og de tidligere østlande i særdeleshed.
- Der er ingen tvivl om, at vi må automatisere herhjemme for at kunne være konkurrencedygtige og fastholde produktion i Danmark.
- Selvom vi automatiserer, og på trods af, at en bukkecelle reducerer lønandelen, kan jeg via vores Polske datterselskab se, hvor pressede danske virksomheder generelt er.
- Men i Danmark er vi også fem gange så dyre på alt rundt om cellen. Det er altså ikke kun selve lønomkostningen der belaster konkurrenceevnen. Og det stopper ikke ved de øgede omkostninger til eksempelvis servicemontører, administration og logistik. De rammeomkostninger der pålægges danske producerende virksomheder i form af skatter, afgifter og administration, ser jeg som et meget stort problem på sigt.
- Efter vi er blevet mere globale kan vi virkelig mærke prispresset, og mange af de ordrer, vi fremstiller i Polen, ville slet ikke gå til en dansk virksomhed, hvis vi skulle fremstille dem herhjemme, slutter Jesper Z. Nielsen.
Fakta om IQ Metal A/S:
IQ Metal, (Integrated Metal Solutions) blev startet i 1965 under navnet Brændstrup Maskinfabrik. Men på grund af den stadig større mængde af udenlandske kunder, tog virksomheden sidste år navneforandring til et mere internationalt klingende navn.
Virksomheden fremstiller komplekse dele inden for både spån- og pladebearbejdning, og tager ansvar for processen lige fra ide til emnet bliver leveret færdigt ude hos slutkunden.
Virksomheden er kendt for sin fokus på alle processerne rundt omkring emnet som udvikling, modellering, kvalitetsstyring, dokumentation og ikke mindst logistikken hele vejen igennem.
Virksomheden ekspanderede for to år siden internationalt, gennem et opkøb af en virksomhed i polen, og er i øjeblikket i gang med at opføre nye lokaler til den polske afdeling. Virksomheden beskæftiger cirka 100 medarbejdere i Danmark og Polen.