DI: Bedre service i Kolding giver flere arbejdspladser
Det skal være lettere at drive og etablere virksomhed i Kolding. Sådan lyder mottoet for kommunens nye tiltag overfor erhvervslivet, som DI Trekantområdet hilser velkommen.
- De mange initiativer er netop hvad Koldings erhvervsliv har brug for. Virksomhederne skal i dag være lynhurtige til at reagere på kundernes ønsker, lovkrav og ændrede økonomiske vilkår. Derfor er vi glade for, at kommunen nu eksempelvis gør behandlingen af bygge- og miljøsager hurtigere og mere effektiv. Det er vigtigt, at virksomheder kan omstille sig med kort varsel, og at kommunens sagsbehandling kan følge med, siger næstformand i DI Trekantområdet Peter Kragh Knudsen.
Har direkte indflydelse på virksomhedernes konkurrenceevne
Få Bedre Råd I Kolding hedder kommunes tiltag, som skal sikre en hurtigere og bedre dialog om, hvilke løsninger, kommunen kan tilbyde virksomhederne, når de henvender sig. Virksomheder, der ønsker at etablere sig i Kolding skal samtidig have nemmere ved at finde og købe jord eller bygninger i kommunen.
- Jeg er meget glad for, at Kolding kommune på denne måde hjælper virksomheder, som kommer her. Det betyder meget for en virksomheds økonomi, hvor hurtigt den kan etablere sig. I den forbindelse er det utroligt vigtigt, at kommunens ansatte er opmærksomme på, at deres service direkte påvirker virksomhedernes konkurrenceevne, siger næstformand i DI Trekantområdet Peter Kragh Knudsen.