1700 tons stål på 30 uger
Give Stålspær skal levere stål til superskole på rekordtid.
Byggeriet fordeler sig på fire enheder af varierede højder på 16 til 34 meter.
Hos Give Stålspær A/S har man taget hul på projekteringen. Der venter nu en rekordhurtig produktion, levering og montering af en kæmpeordre på 1700 tons stål til projektet - alt sammen på 30 uger.
"Vi leverer blandt andet store runde kompositsøjler og bjælker, men det er ikke kun den store ordrestørrelse og konstruktionens kompleksitet, der gør projektet spændende for os. Også den stramme deadline er i sig selv imponerende. Her gør vi det umulige muligt.", lyder det fra Give Stålspær A/S.
Med den nye skole bliver den tidligere containerplads på kajen forvandlet til en helt ny bydel. Den nye bygning har en meget dynamisk arkitektur og skal huse 1200 elever fra 3-19 år. Omgivelserne byder på aktiviteter på land og vand for både skole og lokalsamfund. Det 500-600 millioner kroner dyre byggeri er blandt andet finansieret af A.P. Møller og Novo Nordisk Fonden.