Utraditionelt samarbejde skal øge kendskabet til offentlige puljer og innovationstilbud
Dansk Metal har samme med FSR - danske revisorer lavet en pjece, der målrettet giver et overblik over de mange muligheder, der er for virksomhederne.
Folderen "Giv jeres virksomhed et forspring" sætter spot på virksomhedsudvikling ved at have fokus på de "små" tiltag i hverdagen, som samlet kan gøre en stor forskel for virksomheden og dens medarbejdere.
"Dansk Metal har en klar målsætning om at gøre de danske industriarbejdspladser 50 procent mere produktive i de kommende år. Foruden gode rammevilkår kan der gøres rigtigt meget ude i selve virksomhederne. Det her initiativ skal bl.a. være med til at få de gode idéer til forbedringer frem i lyset ude i virksomhederne ud fra en tankegang om, at små tiltag og forbedringer i hverdagen er vigtige", siger Claus Jensen, der er forbundsformand for Dansk Metal.
Timeout fra driften
Pjecen giver et målrettet overblik over de mange muligheder der er for virksomhederne. Den sendes ud til alle landets revisorer, der netop nu hjælper mere end 200.000 danske virksomheder med årsregnskaberne og rådgiver virksomhederne om, hvordan de kan vækste og forbedre produktivitet.
"Driften er centralt for virksomhederne. Maskiner og salg skal holdes i gang. Men det kan ofte betale sig at tage en lille timeout fra driften, hvor ledere og medarbejdere sammen overvejer, om der er ting i virksomheden, som kan forbedres. At få overblikket og bruge virksomhedens nøgletal til at blive endnu bedre. Det er en proces, som også revisorerne kan være med til at hjælpe på vej", siger adm. direktør Charlotte Jepsen, FSR - danske revisorer.
Nogle initiativer kan være gratis at sætte i søen, mens andre koster penge. Derfor giver inspirationsfolderen udover inspiration til udvikling af forretningen også introduktionen til en række offentlige tilbud, som virksomhederne kan høste fordele af f.eks. i form af finansiering af nye initiativer eller mulighederne for at hente ny viden ind i virksomheden.