Maskinfabrik: Svendebrevs-gebyr ligner en straf
Arni Maskinfabrik på Falster kritiserer, at det skal koste penge at få en lærling til svendeprøve. Udvalgsformand i Industriens Uddannelser afviser kritikken.
- Når alle hyler og skriger om, at vi skal tage flere lærlinge, så synes jeg, det er meget mærkeligt, at vi skal betale for det her. Det er jo nærmest en straf, siger Jan Lund-Jørgensen til Jern & Maskinindustrien.
Det er Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI), der planlægger og løbende justerer metalindustriens uddannelser og i sidste ende koordinerer svendeprøverne. I udvalget sidder repræsentanter fra både faglige organisationer og arbejdsgiversiden repræsenteret af Dansk Industri (DI) og Arbejdsgiverne. Det er de samme organisationer, som betaler arbejdet med at koordinere indholdet af uddannelserne og svendeprøven.
Derfor er det også i lovgivningen bestemt, at svendeprøver er parternes ansvar, og det gælder også finansieringen. Svendeprøvegebyret går til skuemestre og til administration af selve svendebrevet, lyder det fra udvalgets formand Lone Folmer Berthelsen, som repræsenter DI.
- Svendeprøven har nogle udgifter, og det er udelukkende de udgifter, som gebyret bruges til. Prisen er den samme for alle, der har lærlinge, som afslutter en uddannelse inden for MI’s område, siger Lone Folmer Berthelsen.
Rabat til medlemmer
Selvom prisen er den samme for alle virksomheder, så er der rabat at hente, hvis man er medlem af en af de involverede arbejdsgiverorganisationer. Det betyder, at det koster 1.045 kr for svendebrevet, hvis man er medlem af DI eller Arbejdsgiverne.
Det er Jan Lund-Jørgensen ikke tilfreds med, og han forstår ikke sammenhængen mellem svendeprøve og organisation.
- Jeg skal betale 2.185 kr., fordi jeg ikke er medlem, men hvorfor det. Det er fint nok, at man får noget igen af sin arbejdsgiverorganisation, men det er underligt, at de to ting kobles sammen, siger han.
Til denne kritik svarer Lone Folmer Berthelsen.
- Vi har valgt at give disse rabatter, fordi man som virksomhed jo allerede en gang har betalt kontingent til den organisation, som er med til at betale for uddannelserne. Men grundlæggende er prisen for svendebrevet den samme for alle, og det gælder, uanset om man er med i en arbejdsgiverorganisation tilknyttet MI eller ej, hvilket jo helt er op til den enkelte virksomhed, siger Lone Folmer Berthelsen.