Fælles fremstød for eksport af fødevareteknik
På Anuga FoodTec i Køln fra den 24.-27. marts er der premiere på en dansk fællesstand. Overskrifterne for fællestanden er blandt andet procesudstyr med fokus på høj fødevaresikkerhed og hygiejnisk design.
Det er Danish Food Tech Group i Eksportforeningen, der står bag fællesstanden, der er et nyt tiltag i arbejdet med at styrke eksporten af dansk fødevareteknik og fastholde den danske position på verdensmarkedet. Gruppens chef, Heidi Ravn, er yderst tilfreds med branchens interesse for fællesstanden.
- Det er et bredt dansk vindue til branchen, og vi repræsenterer alt fra rådgiveren til udstyrsproducenten, siger hun om standen, der bliver 258 kvadratmeter stor og placeres i hal 10 på Food Tech-messen.
Det skriver Jern & Maskinindustrien.
- Overskrifterne for det her er jo procesudstyr, fødevaresikkerhed og hygiejne. Det er de styrkepositioner, som de danske rådgivere og leverandører er kendt for inden for fødevarebranchen, forklarer Heidi Ravn.
Hun kalder det rigtigt positivt, at standen bliver så forholdsvis omfattende, og hun er ligeledes tilfreds med mixet af virksomheder. Flere repræsentanter på fællesstanden har før været på messen, mens andre er debutanter.
Hun vurderer, at der er stærke synergier at hente på og omkring den danske fællesstand med det hygiejniske fokus.
- Vi er langt fremme i Danmark, når det handler om hygiejnisk design og fødevaresikkerhed, og det er også vores fællesnævner på messen, siger Heidi Ravn.