Migatronic satser på bilindustrien
Den danske svejsekoncern Migatronic har netop vundet en to-cifret millionordre på svejserobotter til den tyske bilproducent VW. Ordren får nu Migatronic til at opstarte et nyt forretningsområde målrettet bilindustrien.
Den store ordre er samtidig udslagsgivende for, at Migatronic opstarter et helt nyt forretningsområde, der under navnet Migatronic Automotive vil gå målrettet efter bilindustrien.
- Vi vil nu gå målrettet mod bilindustrien og etablerer derfor nu et selvstændigt forretningsområde under navnet Migatronic Automotive. Med dette tiltag håber og tror vi på at kunne hente ordrer, som hele Migatronic koncernen kan drage fordel af, forklarer bestyrelsesformand for Migatronic Automation, Peter Roed.
Robotter til Polen
Der er dels tale om en ombygning og en udvidelse af det anlæg, der blev leveret til VW selskabet i løbet af 2003 og 2004, og dels et antal nye svejserobotceller. Den samlede leverance finder sted til den VW fabrik, der fremstiller bilsæder nær Polkowice i den sydlige del af Polen. Den første ordre indeholdt blandt andet 75 robotter samt et stort antal svejsemaskiner fra Svejsemaskinefabrikken Migatronic A/S.
- Det er en stor tillidserklæring fra VW. Vi har i den seneste tid oplevet en stigende interesse fra bilindustrien for Migatronic’s produkter. Efter et par svære år er der nu igen kommet gang i hjulene hos den tyske automobilindustri, og det er glædeligt, udtaler Peter Roed.
Udgangspunkt i Aabybro
Det nye forretningsområde har udgangspunkt i Migatronic Automation i Aabybro, og virksomhedens salgschef Claus Pagh er udnævnt til Business Area Manager. Claus Pagh, der har stor viden og erfaring inden for automotive området, har været ansat siden 1998.
Aage Munk Jacobsen, administrerende direktør i Migatronic Automation i Aabybro, ser gode vækstmuligheder inden for det nye forretningsområde:
- Ud over ordrerne til VW kan vi også byde på en række andre referencer fra bilindustrien. Så forudsætningerne er bestemt til stede for at kunne hente nye ordrer hjem til koncernen, tilføjer direktøren.
Kilde: Migatronic - http://www.migatronic.dk