Industriens arbejdspladser bør udvikles
[i]Med udgangspunkt i nye tal fra Dansk Arbejderforening, DA, om et nyt stort tab af beskæftigelse i fremstillingssektoren i fjerde kvartal, anbefaler økonomer at industrien sætter skub i omstillingen af virksomhederne.[/i]
Jyske Banks økonomer opfordrer i en sektoranalyse af den danske industri til, at der bliver sat fornyet skub i omstillingen af de danske industrivirksomheder, skriver Børsen.
- Industrivirksomhederne skal væk fra at producere simple produkter, hvor de vil stå svagt i konkurrencen. Midlet til at styrke konkurrenceevnen er en kombinationen af nye forretningskoncepter, organisering i udviklings- og produktionsnetværk, innovation og vidensudvikling samt udnyttelse af teknologien, mener forfatteren til analysen »Fra jern til hjerne«, seniorøkonom Peter S. Øemig fra Jyske Bank ifølge Børsen.
Analysen fra Jyske Bank offentliggøres i dag og er et klart vidnesbyrd om en fremstillingssektor under pres.
Jern- og metalindustrien, der tæller over 4000 virksomheder og står for 13,6 pct. af industriens samlede omsætning, oplevede en klart vigende resultatudvikling i 2003. Egenkapitalforretningen blev halveret, og antallet af konkurser forblev højt. Billedet af ikke væsentligt anderledes inden for maskinindustrien, som står for 14 pct. af industriens samlede omsætning.
Direktøren for Center for Underleverandører (CFU), Peter Aarø Rasmussen, opfordrer virksomhederne til at tage fat i kunderne for at finde ud af, hvordan samhandlen kan øges i den pressede markedssituation. I Børsen ser reaktionen således ud:
- Vi skal ud af starthullerne. I øjeblikket sidder man lidt og venter. Virksomhederne er lidt på hælene og afventer, at der i løbet af 2004 kommer lidt klarere signaler om tendenserne i økonomien, siger Peter Aarø Rasmussen.