23948sdkhjf

Stålcentrum vil revolutionere fødevareproduktion

Sammen med TCM Danmark skyder den danske producent af procesudstyr til fødevareindustrien, Stålcentrum, nu en række udviklingsprojekter i gang, der skal gøre det muligt at producere friske, sunde, attraktive og ernæringsrigtige måltider til skoler, institutioner og hospitaler uden en omfattende udviklingsindsats.
Innovation og ny produktionsteknologi er nødvendigt for at kunne levere sunde, friske og tilpassede måltider til skoler, institutioner og hospitaler. Derfor samler to veletablerede udviklingsnetværk, TCM Denmark og Stålcentrum, nu hele værdikæden fra udstyrsfabrikanter over fødevareindustrien til storkøkkener for at sætte gang i en række udviklingsprojekter.

Baggrunden er, at behovet for sunde fødevarer til skoler, hospitaler og andre institutioner står centralt i den offentlige debat. Men uden en omfattende udviklingsindsats kan det blive svært for fødevaresektoren at levere varieret, sund og attraktiv mad, der samtidig er tilpasset målgruppernes smag og behov.

- Der er brug for en omfattende udvikling af såvel nye fødevarer og emballager som produktionsudstyr og produktionsprocesser. Den udvikling kan bedst gennemføres i samarbejde mellem alle led i værdikæden, forklarer seniorkonsulent Joan G. Pedersen fra Teknologisk Institut, der er sekretariat for Stålcentrum.

Brug for fleksibelt produktionsudstyr
Hos Tulip Food Company, Fåborg, ser fabrikschef Jørn Caben store muligheder i at kunne levere måltidsløsninger, der er tilpasset særlige målgrupper som fx skoleelever, dialysepatienter på hospitalerne eller velstillede ældre med hang til luksus.

- Jeg er sikker på, at der er et marked for en lang række tilpassede måltidsløsninger. Men forudsætningen er et produktionsapparat, der er fleksibelt, så vi kan arbejde med væsentligt mindre seriestørrelser. Vi har brug for produktionsudstyr, der hurtigt og hygiejnisk forsvarligt kan omstilles til at fremstille mange forskellige måltidsløsninger, siger Jørn Caben, som på den baggrund betegner de kommende udviklingsprojekter som meget spændende.

Som et startskud til de kommende udviklingsprojekter inviterer TCM Denmark og Stålcentrum den 29. oktober 2007 fødevarevirksomheder, producenter af udstyr til fødevareproduktion, storkøkkener og måltidsproducenter, klinisk personale, diætister samt personale på sygehuse og behandlingsinstitutioner med videre til et stormøde med titlen ”Sunde måltider og ny teknologi”. Formålet med mødet er dels at informere om de kommende projekter, dels fra alle sider at få input til konkrete udviklingsprojekter, som blandt andet vil søge støtte via Vækstforum Syddanmark.

Kilde: Teknologisk Institut - http://www.teknologisk.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078