Skal bruge 860.000 tons stålrør til rekordlang gasledning
En ny gasledning i Østersøen skal bygges af stålrør til en værdi af 7,5 mia. kr. Producenten bliver tyske Europipe.
- Det er en milepæl i arbejdet på en stabil og sikker leverance af naturgas til hele Europa, udtalte kommerciel direktør i Nord Stream Henning Kothe, ifølge Ingeniøren, på et pressemøde i Nord Streams hovedkvarter.
Den gigantiske gasledning bliver verdens største offshore og skal løbe fra Rusland til Tyskland. I alt skal der nedlægges 2.440 km rør i en dobbeltledning mellem de to lande. Den færdige ledning bliver i stand til at transportere 55 mia. kubikmeter gas om året.