Omlægning fra jævn- til vekselstrøm
[i]Sauer-Danfoss investerer 30 mio. kr. i omlægning af produktionen fra jævn- til vekselstrømsmotorer.[/i]
Den internationale industrigigant vil over de næste to år investere 30 millioner kroner i at omlægge en væsentlig del af aktiviteten fra jævnstrømsmotorer til moderne vekselstrømsmotorer.
- Det er en tillidserklæring. Investeringerne og et igangværende projekt, der sigter på at skabe en mere effektiv arbejdsgang uden ventetider og spildtid, giver mulighed for en tredobling af produktionen, oplyser administrerende direktør Mogens From fra Sauer-Danfoss Odense til Fyens Stifttidende.
Virksomheden laver i dag jævnstrømsmotorer til batteridrevne køretøjer, først og fremmest gaffeltrucks og i mindre grad elbiler.
Vekselstrømsmotorernes styrke er høj effektivitet og et meget beskedent behov for vedligeholdelse.
- Det er fremtidens motor. Og samtidig regner vi med, at der er et miljøbetinget teknologiskifte på vej for de mindre arbejdskøretøjer. Udviklingen bevæger sig fra dieseldrevne hydrauliske systemer til elektriske motorer, siger Mogens From til Fyens Stifttidende.
Mogens From ser store perspektiver for vækst på det amerikanske marked.