ELM Kragelund solgt til investeringsselskab
Anpelas A/S, der er et familieejet investeringsselskab, har solgt den samlede aktiekapital i ELM Kragelund A/S til Olav Brøchner og Niels Anker Hansen.
Det er derfor aftalt med direktør Niels Steensen, der som medstifter af ELM har været direktør i virksomheden siden starten i 1973, at han i forbindelse med ejerskiftet udtræder af selskabets direktion. Men Niels Steensen forbliver i virksomheden med ansvar for afsætning af selskabets produkter på det norske og svenske marked. Herudover er det aftalt, at Niels Steensen vil varetage en funktion som mentor for selskabets daglige ledelse og bestyrelse.
- Vi glæder os til at bygge videre på ELM´s nuværende platform, der såvel kundemæssigt, produktmæssigt som organisatorisk indeholder et betydeligt potentiale. Og vi er meget glade for med Niels Steensen at have indgået en aftale, der indebærer, at vigtig viden og ekspertise forbliver i virksomheden, udtaler Olav Brøchner.
Olav Brøchner og Niels Anker Hansen driver i forvejen NSM A/S som en ejerledet virksomhed. NSM A/S udøver underleverandørarbejde inden for rustfrie materialer.
ELM, der beskæftiger ca. 85 medarbejdere, producerer aggregater til gaffeltrucks, der hovedsageligt anvendes i den interne transportsektor. ELM har i det netop afsluttede regnskabsår foretaget betydelige investeringer i en udvidelse af produktionsarealet og i svejserobot udstyr.
Kilde: ELM Kragelund - http://www.e-l-m.com