Uddannelse vejen til vækst
[i]Endnu en undersøgelse viser, at vejen til vækst ligger igennem uddannelse af medarbejderne.[/i]
Tre ud af fire internationale topchefer peger på uddannelse af medarbejderne som en afgørende faktor for succes. 60 procent af cheferne mener, at den største hindring for forandringer er interne evner og lederskab i virksomhederne. Det viser en international undersøgelse The Global CEO Study 2004 fra IBM Business Consulting Services baseret på interview med godt 450 administrerende direktører i USA, Europa og Asien, skriver Berlingske Tidende.
Toplederne peger stort set samstemmende på tre temaer som væsentlige for de kommende år: Vækst, tilpasningsevne og medarbejderfokus.
Det betyder, at spørgsmål som medarbejderudvikling og personalepolitik i højere grad er kommet ind i direktionskontorerne, vurderer Ulrik Jacobi, nordisk chef for Strategy and Change hos IBM Business Consulting Services.
- Årsagssammenhængen er nu sådan, at topcheferne fokuserer på vækst; men for at opnå den, må virksomhederne igennem en række tilpasninger, og det er medarbejderne, der sidder med nøglen til den proces. Det positive er, at de administrerende direktører selv linker virksomhedens fremtid til medarbejdernes udvikling, siger Ulrik Jacobi til Berlingske Tidende.
Endnu en undersøgelse, denne gang med svar fra internationale topledere, konkluderer, at vejen til vækst går gennem uddannelse af medarbejderne.