Danmark kan miste milliardordrer på kampfly
Hvis politikerne tøver alt for meget med beslutningen om at udskifte de danske F16-fly, kan det koste ordrer i milliardklassen for den danske forsvarsindustri.
- Vi støtter, at politikerne undersøger sagen grundigt, inden der træffes et valg. For det er en stor beslutning for Danmark. Men vi håber, at beslutningsprocessen ikke varer for længe. For så risikerer forsvarsindustrien at blive hægtet helt af, forklarer Jens Maalø, formand for forsvarsindustriens brancheorganisation under DI, FAD og administrerende direktør hos Terma, til Børsen.
Forsvarskommisionen vil ifølge formand Hans Hækkerup først gennemføre en grundig vurdering af de opgaver, det danske forsvar vil komme til at stå over for i fremtiden. Først derefter vil man vurdere, om der skal købes nye kampfly, og om alle de eksisterende skal udskiftes på en gang.