FLSmidth skal levere verdens største mineralmøller og knusere
FLSmidth har indgået kontrakter med det chilenske selskab Antofagasta Minerals S.A. til en værdi af 50 mio. dollars (ca. 257 mio. kr.).
Udstyret skal leveres af FLSmidth Minerals. Leverancerne omfatter en Fuller-Traylor kegleknuser, tre FLSmidth Minerals Raptor XL 1100 kegleknusere, en Fuller-Traylor gearløs semi-autogenmølle og to gearløse kuglemøller. Udstyret, som får en kapacitet på 95.000 tons i døgnet, skal nedknuse malm til et materiale, der kan oparbejdes gennem flotation.
Både semi-autogenmøllerne og kuglemøllerne samt kegleknuserne bliver de største, der hidtil er installeret i verden.
- Ordren bekræfter mineselskabernes tillid til FLSmidth Minerals' teknologi og konstruktionsteknik. Det gode samarbejde med Esperanzas søsterselskab Minera Los Pelambres, med hvem FLSmidth har indgået en komplet vedligeholdelseskontrakt, spillede en vigtig rolle under forhandlingerne. Denne første ordre åbner mulighed for yderligere leverancer af udstyr og service til Esperanza, siger administrerende koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen.
Kilde: FLSmidth - http://www.flsmidth.com