23948sdkhjf

Satsning skaber resultater hos SR Pack

Øget fokus på automatisering til fødevareindustrien har betydet kraftigt vækst hos den østjyske virksomhed.
Siden årsskiftet 2013/2014 har SR Pack fordoblet omsætningen og samtidig udvidet medarbejderstyrken med 50 procent. Begge dele er ifølge salgsdirektør og medindehaver Henrik Kristensen resultatet af en målrettet udviklingsstrategi, som har gjort den østjyske virksomhed mere interessant for udenlandske kunder.

- Vi har de seneste år satset intensivt på produktudvikling med fokus på end-of-line-løsninger til pakkerier i fødevareindustrien. Til det kendte SR Pack kassefyldningskoncept er der for eksempel udviklet pick’n’place-løsninger, der øger fleksibilitets- og automatiseringsgraden væsentligt. Derudover har vi lanceret en prisgunstig, enkel og langt mere kompakt udgave af kassefylderen. Løsninger rundt om selve pakkeprocessen, det vil sige løsninger til intern transport, palletering og automatiseret håndtering af returkasser og papkartoner er i dag en væsentlig del af vores ydelsesprofil, forklarer Henrik Kristensen.

Eksportmarkeder i vækst
Opturen kommer efter flere år med moderate investeringer i fødevareindustrien, men nu mærker SR Pack klart en øget vilje og evne til at investere i intelligente automatiseringsløsninger til pakkerierne – både i Danmark og resten af Europa.

- Tyskland og de nordiske lande har traditionelt været vores hovedmarkeder, men lige nu oplever vi en kraftig stigning i salget i Spanien, fortæller Henrik Kristensen, der dog forsikrer, at den øgede satsning på eksportmarkederne ikke kommer til at gå ud over den strategi, man har lagt for hjemmemarkedet, som adskiller sig fra det øvrige Europa.

- En differentieret strategi for det danske marked skal tilsikre, at vi bevarer og udvider vores position som leverandør af kundetilpassede transportanlæg og pakkeløsninger til en bred skare af danske fødevarevirksomheder. På eksportmarkederne arbejder vi derimod efter en mere strømlinet vækststrategi, der udelukkende fokuserer på industrielle bagerikæder. Håndtering og pakning af brød og kager har altid været et af vores primære specialer, siger salgsdirektøren.

Nyt domicil
Som en direkte konsekvens af den øgede aktivitet flyttede SR Pack i begyndelsen af 2015 til et moderne domicil på Helge Nielsens Allé ved E45 i Løsning. Flytningen har bidraget til en nødvendig fordobling af produktionsarealet og nye, tidssvarende faciliteter til den voksende medarbejderstab, der p.t. tæller 40 personer.

Her er dog dukket en ny udfordring op for virksomheden, der mærker kampen om den kvalificerede arbejdskraft i området.

- Vi har brug for folk med tekniske kvalifikationer, og vi kan se, at det er begrænset, hvor mange det er muligt at skaffe. Det bliver et problem i maskinindustrien og alle andre tekniske industrier, og det er selvfølgelig noget, vi gerne ser politikerne interessere sig lidt mere for, slutter Henrik Kristensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082