H.J. Hansen drosler ned i nordjysk afdeling
Skrot-koncernens knuseanlæg i Vive ved Hadsund er blevet sat på standby, indtil det internationale skrotmarked kommer i bedring.
Afdelingsleder Bernt Pedersen forklarer, at det er faldende skrotpriser, der har påvirket den mængde skrot, H.J. Hansen får ind. Han forventer dog, at afdelingen i Vive vil komme tilbage på fuldt blus.
- Sandsynligheden taler for, at markedet igen stiger, så der vil være basis for igen at åbne knusningen i Hadsund. Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvornår det sker. Det er der jo ingen, der kan sige noget om, siger Bernt Pedersen til Nordjyske.