Dansk Anodiserings Industri udvider
Thisted-virksomheden er i gang med at bygge en ny lagerhal, der skal sikre plads til yderligere vækst de kommende år.
- Vi er lige nu ved at bygge en ny lagerhal og havde rejsegilde for 14 dage siden. Udvidelsen har været et ønske gennem lang tid. Vi har brug for mere lagerplads for at sikre et bedre flow, så vi ikke skal flytte rundt på varerne hele tiden, forklarer Helle Johansen fra Dansk Anodiserings Industri.
De ekstra 382 kvadratmeter – som er mere end en fordobling af den nuværende lagerplads – skal efter planen stå færdig før sommerferien. Dermed er rammerne klar til i år at hente endnu en gazelle-udnævnelse.
- 2015 er startet godt. Vi har selvfølgelig sat nye mål, og dem har vi levet op til i de første tre måneder – og der er selvfølgelig tale om en stigning i forhold til sidste år, siger Helle Johansen.
- Vi har Skandinaviens mest moderne anlæg, og vi er rigtig gode til stykanodisering, som vi kan levere i samme kvalitet hver gang. De andre tager de lange længer, mens vi maksimum kan tage op til 2.800 mm. Vores direktør er fuld af gode ideer. Han kan se nogle ting, som andre ikke kan og tør sætte det i gang, og netop derfor har vi så stor succes lige nu, slutter hun.