Grundfos peger på nemme CO2-besparelser
[i]Analyse fra Cowi A/S og Grundfos viser stort potentiale for CO2 besparelser ved øget brug af pumper.[/i]
Den beregnede besparelse forudsætter, at gamle, udtjente cirkulationspumper i varmeanlæg erstattes med lidt dyrere, men langt mere energi-effektive elektronisk regulerede pumper. Den simple tilbagebetalingstid vil være fra 1,4 år til 2,3 år - blandt andet afhængig af bygningsstørrelse.
Dermed er der ifølge koncerndirektør Søren Ø. Sørensen, Grundfos, tale om en klart bedre investering, end det er tilfældet med vindmøller.
- Vi mener, det er fint med vindmøller. Men i debatten har der været en tendens til polarisering, hvor den ene part taler for flere vindmøller, mens den anden part mener, at problemerne bedst løses ved køb af kvoter i udlandet. Derfor mener vi, der er brug for en nuancering, hvor man bl.a. kan få pumperne med ind som en del af løsningen, siger Søren Ø. Sørensen, der har sendt Cowi-rapporten til energipolitisk udvalg i Folketinget. Han fortsætter:
- Vi mener at kunne sandsynliggøre et meget relevant alternativ, der ikke fokuserer på øget omkostning, men tværtimod åbner muligheden for en situation, hvor alle bliver vindere.
Søren Ø. Sørensen mener, at der med fordel kunne udarbejdes tilsvarende rapporter for pumper til fjernvarmeforsyning, vandforsyning, spildevand og industri. Og Grundfos tilbyder at levere pumper til demonstrationsanlæg, der kan verificere konklusionerne.
Kilde: Jern og Maskinindustrien