23948sdkhjf

Maskinfabrik inviterer samarbejdspartnere inden for

Johs. Møllers Maskinfabrik vil udnytte ledig kapacitet og stor konkurrencekraft til udvikling sammen med andre – eventuelt som et generationsskifte.
- Ordrer kommer og går med for mange ups and downs. Nu er hele den del af branchen, som er eksponeret mod vindindustrien, påvirket af at have set stor ordrenedgang fra en enkelt stor kunde. Det har også ramt Johs. Møllers Maskinfabrik A/S. I stedet for at sætte os hen i et hjørne og skumle over det, vil vi benytte lejligheden med ledig kapacitet til at udvikle os i et samspil med andre. Som fabrik vil vi simpelthen flyve højere.

Sådan siger Frank Wind, der er klar til at om muligt at konvertere fra fabrikschef for Johs. Møllers Maskinfabrik i Vojens til medindehaver af virksomheden. Netop i år runder maskinfabrikken 75 år, og Frank Wind har været med i de seneste 11 og har i øvrigt 26 års erfaring inden for jernbranchen.

- Det er naturligvis ikke rart pludselig at stå med mere kapacitet, end vi umiddelbart kan udnytte. Hvis man griber situationen positivt an, giver det imidlertid rigtig mange muligheder. Vi har mange nye kunder på vej, og nogle er allerede kommet. Og vi er selv med til at brede vores kundeunderlag ud. Det vil vi gerne gøre endnu mere, og det har vi bedst mulighed for sammen med andre, der kan noget, som vi ikke kan, siger Frank Wind.

Mange kundegrupper
Oprindelig var Johs. Møllers Maskinfabrik baseret på egenproduktion af maskiner til entreprenørbranchen og landbruget. Det bragte mange produktionsmaskiner ind i fabrikshallerne, og så var det oplagt også at udnytte kapaciteten til at gøre virksomheden til underleverandør til andre producenter. Det viste sig at være en disciplin, det var værd at satse på. I dag fungerer Johs. Møllers Maskinfabrik udelukkende som underleverandør.

- Vi har en lang række kundegrupper fra vind, hydraulik, offshore til landbrug, transportsektoren og kraner. Men der er jo ingen grund til at begrænse sig, når vi har produktionskapacitet til kvalitetsmæssigt at være med på allerhøjeste niveau. Johs. Møllers Maskinfabrik A/S er en rent dansk virksomhed, men vi vil udmærket kunne producere også i udlandet sammen med en ny partner, vurderer fabrikschef Frank Wind.

I det daglige har fabrikschefen 50-60 mand i sving på maskinfabrikken, men med cirka 9.000 kvadratmeter under tag vil styrken kunne øges til omkring 100.

- Vi befinder os heldigvis i et område med meget kvalificeret og tilgængelig arbejdskraft. Sammen med velegnede faciliteter til en attraktiv kvadratmeterpris og et optimeret it-system baseret på Navision, er det naturligvis en klar styrke i relation til nye samarbejdsmuligheder, siger Frank Wind.

- For mig ligner det mulighedernes land til et generationsskifte, og det er naturligvis også derfor, jeg selv er interesseret i eventuelt at indgå i ejerkredsen. Fremtiden kan måske byde på en oprustning med egen ingeniør-kapacitet. Måske skal vi fremstille en egenproduktion, der ikke skal ud til underleverandører. Det kan måske komme på tale at tilføre design-kapacitet, vurderer fabrikschef Frank Wind.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.269