23948sdkhjf

Østjysk stålgrossist tredobler overskuddet

Direktøren hos Inox Stål tilskriver lønsomme ordrer og kontrollerede omkostninger æren for stålgrossistens bedste bundlinje i ni år.
Hos Inox Stål Handelsselskab A/S i Ry tager de ikke ordrer ind for en hver pris. Og det er en del af forklaringen på, at resultatet før skat sidste år voksede til 18,7 mio. kr. Resultatet er godt 12 mio. kr. højere end i 2013 og samtidig det bedste siden 2006.

For stålgrossistens administrerende direktør Henry Hansen er kodeordet lønsom vækst:

- Det handler om, at vi som grossist selvfølgelig skal sende noget volumen ud i markedet, men der er også en grænse. Vi skal tjene penge på det, vi laver, siger Henry Hansen til Metal Supply.

Læring fra kriseårene
Inox, der udelukkende sælger rustfri stål, og samtidig har eget servicecenter, øgede den udsendte stålvolumen med 7 procent i 2014, og sammen med en gunstig prisudvikling i årets første tre kvartaler løftede det omsætningen med 4,5 procent til 374,2 mio. kr. ved årets udgang.

Men selvom omsætningen i 2014 er den højeste siden 2009, er det indtjeningen, der løber med hæderen hos Inox.

- Når andre i markedet taler vækst, er det med de meget "voluminøse" briller på. Men vi er nødt til at sige, at vi ikke kan vækste for ethvert formål, siger Henry Hansen.

Det udprægede lønsomhedsfokus bundfæstede sig i stålgrossistens filosofi i kriseårene, hvor faldende aktivitet tærede hårdt på Inox og resten af branchen, og det kan ses på virksomhedens omkostninger, der ikke har rykket sig meget det seneste år.

Fornuftigt 2015
End ikke et gryende opsving får Henry Hansen til at fravige den stramme supply chain-styring, der gennemsyrer Inox. Det gav udslag på 2014-bundlinjen, og vil også bringe Inox fornuftigt igennem 2015.

- Det opsving, vi havde forventet tidligt i 2015, har ikke vist sig endnu. Men på trods af det forventer vi et fornuftigt resultat for året, siger direktøren.

Samtidig forklarer han, at Norge, der er Inox’ største eksportmarked, havde et stort medansvar for sidste års vækst. Men vigende oliepriser og en generelt lavere aktivitet hos naboen mod nord gør, at Norge ikke bliver en ligeså markant vækstmotor i 2015, og det vil smitte af på bundlinjen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078