Plastdirektør: Valgkamp bør også handle om mangel på arbejdskraft
Direktør Flemming Andreassen fra Rolf Schmidt Industri Plast ser gerne, at manglen på industriteknikere kommer mere ind i den aktuelle valgkamp.
- Som en af de første virksomheder gjorde Rolf Schmidt Industri Plast for tre år siden opmærksom på, at der blev uddannet for få industriteknikere. I dag er det hverdagskost, at medierne bringer historier om industriens mangel på kvalificeret arbejdskraft, lyder det fra virksomheden.
Derfor ser direktør Flemming Andreassen gerne, at manglen på industriteknikere bliver et større tema i den aktuelle valgkamp:
- Alle mangler industriteknikere i øjeblikket. Her i huset har vi dygtige tyske kolleger, men de danske medarbejdere vi har ansat de senere år, havde alle arbejde i forvejen. Flere politikere har besøgt os siden 2012 for at forstå problematikken til bunds, fortæller direktøren og tilføjer, at man er repræsenteret i bestyrelsen i den nye forening DIMA (Danish International Manufacturing Academy) sammen med kommuner, uddannelsesinstitutioner og andre produktionsvirksomheder i regionen.
- DIMA skal styrke og udvikle Trekantområdet som produktionscentrum. Også når det gælder adgang til kompetent arbejdskraft i fremtiden. Vi skal løfte i samlet flok for at gøre industriuddannelserne attraktive, siger Flemming Andreassen.