23948sdkhjf

SSAB markerede fusionen i Herning

Alle i kæden har behov for effektivitet og lavere omkostninger. Blandt andet derfor ville SSAB møde sine danske kunder i Herning.
Sidste år blev den store nordiske stålfusion en realitet, da svenske SSAB fusionerede med finske Ruukki, og 2. juni nåede en nordisk turné af ståldage til Herning, hvor den nye, nordiske stålkæmpe præsenterer sig for sine kunder på det, som SSAB kalder for hele sit nordiske hjemmemarked.

Konferencen markerer fusionen. Det har gjort SSAB til en stærkere organisation, mener SSAB’s danske direktør Jan Meier.

- Først og fremmest har det givet os et større og bedre produktprogram og flere resurser til teknisk support. Sammen er vi langt mere konkurrencedygtig, sagde han til Metal Supply.

SSAB præsenterede især sit program for højstyrkestål. Strenx er et produktprogram for stål med styrker fra 600 MPa og opefter, som ifølge det nye SSAB er ”det bedste af to verdener” og en sammenlægning af det gamle SSAB’s og Ruukkis højstyrkeprogrammer.

Fra Ruukkis program kommer Optim og fra SSAB’s program kommer produktnavnene Domex og Weldox. Alle produkterne har garanti, der dækker tykkelse og planhed.

Samarbejde gør det effektivt
Højstyrkeprogrammet forfølger metallets evige stræben mod lettere og stærkere materiale. SSAB lover blandt andet med Strenx, at det kan gøre kraner højere end nogensinde, og at nyttelasten kan øges i trailere, containere og lad, og at dieselforbruget kan mindskes, fordi stålet er lettere.

Der blev også vist eksempler på, at svejsetiden og tilsatsmaterialet kan reduceres markant.

Dansk SSAB-direktør Jan Meier finder det meget værdifuldt at få input fra kunder, og derfor går SSAB ud og møder dem med fire konferencer i fire nordiske lande. En aktuel udfordring for hele den nordiske og vestlige industri er omkostninger, og skal man nedbringe omkostningerne, må hele kæden fra stålværk til slutbruger arbejde sammen.

Derfor nævner Jan Meier, at SSAB lytter til både aftagere, deres kunder og også til slutbrugere som maskinoperatører, som er i daglig kontakt med det stål, SSAB laver.

- For eksempel til entreprenørmesse i Herning i maj måned, hvor vi viste Strenx frem. Rigtig mange kom for at diskutere brugen af stålet, altså hvordan det fungerer i slutproduktet. Samarbejdet kommer ind i billedet og nytter, når man overfører en erfaring fra én industri og til en anden, og det kan vi ved at tale sammen, sagde han til Metal Supply i forbindelse med ståldagen i Herning.
Læs mere om: SSAB
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094