23948sdkhjf

Cimbria lander kæmpeordre i Egypten

Thisted-virksomheden skal levere 23 kornsiloanlæg til Egypten til en samlet værdi af 665 mio. kr.
Cimbria i Thisted, der er en af verdens førende producenter af industrielle anlæg til behandling af blandt andet korn og frø, har sikret sig den største ordre i selskabets historie til en værdi af omkring 100 mio. dollars for 23 kornsiloanlæg til Egypten.

Ordren, der svarer til 665 mio. danske kr., indeholder anlægsprojektering, beregning af stålkonstruktioner, levering af transportudstyr, rensemaskiner, laboratorieudstyr, siloer, el-styringer, reservedele til tre års drift samt levering til Egypten.

Projektet omhandler desuden supervision af maskin- og el-montage på de 23 anlæg.

500 40-fods containere
Projektering og produktion af de mange anlæg er allerede i gang på Cimbrias fabrikker, og leverancen fra Thisted til Egypten fylder omkring 500 40-fods containere med udstyr samt 800 containere med runde stålsiloer.

Leverancen løber frem til foråret 2016.

Efter montageafslutning skal Cimbria træne 20 egyptere på hvert anlæg i drift og vedligeholdelse, samt gennemføre afsluttende kapacitetstest inden overdragelse af de mange anlæg. Hvert af de 23 anlæg har en silokapacitet på 60.000 tons og transport- og rensefaciliteter med en kapacitet på 200 tons i timen. Det vil sig en samlet silokapacitet på 1,38 mio. ton.

Medarbejdere udstationeres
Supervision af montage, træning og opstart er i sig selv en meget stor opgave, og Cimbria planlægger at have medarbejdere udstationeret i Egypten i en længere periode.

Cimbria har forhandlet rammeaftaler på plads med de egyptiske myndigheder omhandlende 23 anlæg, og byggeriet vil ske i tæt kontraktligt samarbejde med forskellige egyptiske byggefirmaer.

Egypten har et stort kornforbrug, er verdens største hvedeimportør og importerer årligt 17 mio. ton af forskellige kornprodukter. Desuden finder der lokalproduktion sted i fire procent af Egyptens landområde primært i Nildeltaet samt områder langs med Nilen til den sudanesiske grænse med en samlet produktion på 23 mio. ton af forskellige kornprodukter.

Cimbria har siden 2012 haft eget salgskontor i Egypten. Cimbrias projektafdeling beskæftiger 150 medarbejdere lige fra salg til projektering, montage og aflevering af anlæg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.119