23948sdkhjf

Procesudstyr og vindmøller giver fremgang hos Prodan

Omsætningen steg med 10 procent i årets fire første måneder.
De danske underleverandører er dybt afhængige af, at det går godt hos de store industrivirksomheder. Hos randrusianske Prodan oplevede man vækst i 2014-regnskabet i både indtjening og aktivitet, og 2015 er startet endnu bedre.

Større ordrer fra kunder som Danfoss, Grundfos, Vestas, Højbjerg Maskinfabrik og Marel giver underleverandøren mere at lave.

- Efter årets fire første måneder var vi 10 procent foran samme periode sidste år, og det er i leveringer til procesudstyrs-, fødevare- og vindmøllebranchen, at væksten sker, fortæller administrerende direktør Per Hastrup.

I 2014-regnskabet endte resultatet før skat på 4,67 mio. kr. – det er en fremgang på knap 1,9 mio. kr. i forhold til året før.

Investeringer fastholder arbejdspladser
For at kunne imødekomme kundernes fortsatte krav om prisnedsættelser, har Prodan en investeringsstrategi, der skal optimere og automatisere produktionsprocesserne. Det sidste halvandet år har virksomheden investeret 12 mio. kr. i produktionsapparatet.

- Uden investeringer i produktionen har vi ikke en kinamands chance for at overleve i Danmark. Der findes en fingerregel om, at lønomkostningerne højest må udgøre 12 procent af de samlede omkostninger, ellers kan det ikke svare sig at producere i Danmark, fortæller direktøren.

Derfor investerede Prodan også i robotsvejse-anlæg og drejebænksrobotter i 2014. Det betyder, at medarbejderantallet kun er vokset med 2-3 procent til 123 ansatte i år, mens omsætningen er steget med 10 procent.

Offshore og landbrug halter efter
Selvom det går bedre hos Prodan, vil Per Hastrup dog ikke sige, at branchen er sluppet ud af krisen. Der er stadig usikre momenter i efterspørgslen, og den administrerende direktør konstaterer også, at virksomheden har en vigende afsætning til kunder, der leverer til offshore- og landbrugs-industrien.

- Det er for tidligt at sige, at vi er ude af krisen, men jeg er overvejende optimistisk. Der er ikke så meget, der tyder på, at opsvinget ikke varer ved, siger Per Hastrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08