Danske maskinbyggere øger omsætningen
De danske maskinbyggere oplever høj vækst i år. Flere steder melder om voksende omsætning i tocifrede millionbeløb.
- Der er ved at være gang i investeringerne rundt omkring. Der er stigende aktivitet. Det er næsten alle brancher, siger direktør Lars Jensen fra Eltronic i Hedensted.
Med 170 medarbejdere er Eltronic en af de store danske maskinbyggere.
Et af de områder, der er vækst i, er vindmøllebranchen. Eltronic fremstiller eksempelvis løfteudstyr til montage af kæmpevindmøller.
Cabinplant på Fyn har øget omsætning fra 180 mio. kr., da finanskrisen satte ind, til forventede 260 mio. kr. i 2015. Her er 180 medarbejdere i Danmark og 60 medarbejdere i Polen. Cabinplant fremstiller udstyr til fødevareindustrien.
- Det ser rigtigt godt ud. Vi er godt på vej til at nå de 260 mio. kr. i år, siger udviklingsdirektør Henning Ingemann Hansen, Cabinplant.
En anden stor maskinbygger, Jorgensen i Odense med 120 medarbejdere, oplevede i 2014 en stigning i omsætningen på 30 procent og flere medarbejdere. Virksomheden leverer håndterings- og pakkemaskiner til den internationale fødevareindustri. Eksportandelen ligger oppe over 95 procent.
- Vi outsourcer rigtig meget. En stor del af vores vækst ligger hos underleverandører, siger administrerende direktør Jens Nyeng.
Også hos ProInvent i Hørsholm er der klart stigende omsætning.
De danske maskinbyggere deler sig i store træk i to grupper. En gruppe, som er mest fokuseret på at betjene store danske industrivirksomheder, både i Danmark og i deres udenlandske fabrikker. Og en anden gruppe, som er højt specialiseret i produktionsudstyr især til fødevareindustrien, og som eksporterer næsten hele produktionen.
Marel i Støvring er en af eksportvirksomhederne. Eksportandelen er over 90 procent. Marel har blandt andet specialiseret sig i linjer til lakseindustri.
- Vi er gode til at automatisere processer. Nogle af vores maskiner har indbygget vision. Det betyder, at de kan skære laks mere nøjagtigt end andre maskiner, fortæller Michael Hjortshøj, marketingchef hos Marel Støvring.