23948sdkhjf

KK sælger sin el-tavleproduktion

KK Group har solgt eltavleproducenten Elogic til Micro Matic. Nu skal der fokuseres på vindmølleindustrien.
Elogic, der udvikler, producerer og servicerer el-tavler, er blevet købt af Micro Matic.

Elogic har indtil ejerskiftet været ejet af KK Group, der ser det som et logisk skridt i udviklingen af eltavle-firmaet, at virksomheden fortsætter under nye ejere. Samtidig betyder salget, at KK Group intensiverer sit strategiske fokus på at levere løsninger til vindindustrien.

- Elogic har været i en stærk og konstant udvikling. Det har været rigtig spændende at være med til at præge de forandringer, der er sket i Elogic, ikke mindst siden navneskiftet og fusionen i 2007, hvor Demex, DLK og Circuit Electric blev til det, vi i dag kender som Elogic, siger Tommy G. Jespersen, CEO i KK Group, og uddyber:

- For at skabe de optimale muligheder for en fortsat vækst og udvikling i Elogic, ser vi ejerskiftet som en optimal løsning, og her vil der dels være nye øjne og idéer, der kan styrke Elogic, samtidig med at selskabet bliver en del af en koncern, hvor der er mange logiske sammenhænge og synergier at opnå.

Attraktivt selskab
- For Micro Matic er det attraktivt at få Elogic som en del af familien. Der er tale om en solid dansk virksomhed med en stærk ledelse og mange dygtige medarbejdere. Elogic komplementerer flere af de områder, vi i forvejen arbejder med, og udover den fortsatte udvikling af Elogic, er der en række fordelagtige synergieffekter. Særligt i forhold til Triax Systems, men også i forhold til Senmatic, siger Søren Vilby, CEO i Micro Matic, med henvisning til to selskaber i det konglomerat, Micro Matic er moderselskab for.

Ledelsen i Elogic vil fortsætte uændret, og selskabet har 28 medarbejdere ansat i hovedsædet i Løsning. Derudover har virksomheden en produktionsafdeling i Polen samt en veludbygget transport- og logistikafdeling, der sikrer leverancer til hele Europa. I alt beskæftiger Elogic 158 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078