Studerende udfordrer specialister
Studerende på maskinmesteruddannelsen og DTU skal give inspiration til rutinerede eksperter inden for pakningsteknologi og teknisk gummi.
- Betechs mission er at forbedre vores kunders produkter ved at tilbyde innovation og kundetilpassede løsninger. Derfor er vi interesserede i at få så meget inspiration som muligt, og selvom vi råder over nogle af de dygtigste eksperter inden for teknisk gummi og silikone, vil det være et stort plus for os at få input fra unge friske øjne, fortæller administrerende direktør i Betech, Michael Sjolte, der selv er uddannet maskinmester.
Fordel for både studerende og erhvervsliv
Betech opererer inden for seks industriområder, nemlig marine/kraftværker, olie/gas, vindenergi, cement/maskineri, fødevarer/medico samt møbler/design, og virksomheden ser frem til samarbejdet med de studerende.
- I mange brancher ønskes en stadig større sparring med produkt- og materialespecialister, og det er vores kernekompetence. Vores håb er, at de unge uspolerede teknikere vil se på vores produkter og udfordringer på en ny måde og give os input, vi ikke selv har tænkt på, siger Michael Sjolte.
- Gode ideer kommer ikke bare os, men også vores kunder til gode. Vi arbejder i sidste ende for at forbedre kundernes produkter og tilbyde løsninger, der øger deres konkurrenceevne. Dén proces kræver løbende forbedringer, nytænkning og innovation, fortsætter han.
Studerende ser andre vinkler
Samarbejdet er en del af uddannelsernes obligatoriske innovationsforløb. Det involverer blandt andre omkring hundrede studerende fra Maskinmesterskolen Københavns 2. semester og fra DTU’s proces- og innovationslinje. Lektor Allan Larsen fra Maskinmesterskolen København har ansvar for Center for Iværksætteri og Ideudvikling, og han ser frem til samarbejdet.
- Det er altid en fordel, når studerende får mulighed for at samarbejde med erhvervslivet. Hvor de rutinerede teknikere måske har tendens til at hoppe direkte til løsningen, vil de kommende maskinmestre og ingeniører kunne stoppe op, revurdere og bruge de nyeste innovationsmetoder, de har lært - og se udfordringen fra en anden vinkel, siger Allan Larsen.
Målet er en ny opfindelse
Betech vil i efteråret afholde en fokuseret udviklingsworkshop på uddannelsesstedet, hvor virksomhedens produktchef præsenterer en række opgaver for de studerende.
- Det er klart, at vores studerende ikke kan lære Betechs specialister noget om selve teknologien, men vi kan forhåbentligt bidrage med det allernyeste inden for innovationsmetodik og divergent tankegang, siger Allan Larsen.
Michael Sjoltes mål med det innovative samarbejde er at blive inspireret af de studerende og komme op med et helt nyt produkt, som ingen før har tænkt på.
- Men projektet er også en succes, hvis vi eksempelvis kan finde nye anvendelsesområder for nogle af vores eksisterende produkter, siger Michael Sjolte.