23948sdkhjf

DAMRC fejrer femårs jubilæum

Mandag fejrede Danish Advanced Manufacturing Research Center (DAMRC) i Herning sit femårs jubilæum.
Selvom DAMRC fejrer sit femårs jubilæum mandag, så er det faktisk seks år siden, at en række nøgleinteressenter mødtes med Boeing i Herning for første gang i 2009. Her blev ideen om et dansk forsknings- og udviklingscenter for avanceret produktionsteknologi udviklet i fællesskab.

- Ved vores jubilæum vil vi gerne fejre den beslutsomhed, entusiasme og hastighed, hvormed stifterne og partnerne gjorde visionen om DAMRC til en realitet. DAMRC er et bemærkelsesværdigt eksempel på den dynamik, der kan opstå, når lokale og regionale myndigheder, lokal industri, den akademiske verden og den globale industri samarbejder om at nå et fælles mål, siger Klaus Bonde Ørskov, som er direktør for DAMRC.

Inspiration fra Boeing
Med inspiration fra det succesfulde Advanced Manufacturing Research Centre with Boeing (AMRC) i Sheffield, som blev grundlagt i 2001 i samarbejde med Boeing, fandt visionen om et dansk center for avanceret produktionsteknologi hurtigt grobund.

Mindre end et år senere, i efteråret 2010 blev DAMRC en realitet med stærk opbakning fra kommune, region, industrien og den akademiske verden. Grundlæggerne af DAMRC var Aarhus Universitet, AMRC, Boeing, CenSec, Danish Aerotech, Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, Herning kommune, Kyocera Unimerco, Multicut, Region Midtjylland, Terma og Vestas.

DAMRC nåede en milepæl i sin udvikling i maj 2014, da DAMRC’s Teknologicenter åbnede på Sandagervej i Herning med støtte fra Herning kommune og en række maskinleverandører. Centeret omfatter mere end 1.700 kvadratmeter værksteder, laboratorier, undervisningsfaciliteter og kontorer. Udvidelsen gjorde det muligt for DAMRC at tilbyde uddannelser for alle lige fra ufaglærte til Phd’er.

- Vi gør den allernyeste viden indenfor avanceret produktionsteknologi tilgængelig for den danske industri, der arbejder med materialer som jern, aluminium, titanium og kompositmaterialer. DAMRC omsætter denne viden til praktiske løsninger for industrien, til gavn for den globale konkurrencekraft og dermed fastholdelse og udbygning af arbejdspladser i Danmark, siger Klaus Bonde Ørskov.

Vil gøre dansk industri mere konkurrencedygtig
Gennem de sidste fem år har den amerikanske flyproducent og forsvarsvirksomhed Boeing været en fast støtte og partner for DAMRC. I samarbejde med DAMRC og medlemsvirksomhederne har Boeing gennemført to succesfulde udviklingsprojekter, som har haft til formål at forøge produktiviteten hos medlemmerne: Det første projekt havde fokus på vibrationsanalyse og det andet på drejeværktøjer. Projekterne har genereret bemærkelsesværdige resultater, og vibrationsanalyseprojektet genererede eksempelvis produktivitetsforbedringer på 20-50 procent (MRR) ved fræsning i aluminium, hvilket direkte kan bidrage til produktiviteten hos danske virksomheder.

- Boeing er stolte over at være medstiftere af DAMRC og støtter fuldt ud bestræbelserne på at gøre dansk industri mere konkurrencedygtig på det globale marked, siger Bill Lyons, som er direktør for Global Research and Development Strategi i Boeing Research & Technology.

- Denne form for forsknings- og udviklingssamarbejder er et vigtigt værktøj, når det handler om at etablere en højeffektiv og bæredygtig avanceret produktionsindustri i fremtiden, siger han.

Foruden den direkte involvering i DAMRC er Boeing og DAMRC også forbundet gennem Boeing GlobalNet, som er et globalt netværk af industri-orienterede forsknings- og udviklingsinstitutioner. DAMRC arbejder i øvrigt tæt sammen med Aarhus Universitet og Aalborg Universitet, som begge er medlemmer – og ligeledes arbejder man på projektbasis sammen med universiteter og forskningsinstitutioner i udlandet blandt andet Fraunhofer i Tyskland, Cambridge University i Storbritannien og University of Missouri i USA.

I dag tæller DAMRC 55 medlemmer og associerede medlemmer, som alle er fokuserede på innovation og høj kvalitet. DAMRC har i dag 10 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096