Jørgen Mads Clausen klar til Danfoss’ bestyrelse
Fredag afholder Danfoss generalforsamling, og ved den lejlighed bliver koncernchef Jørgen Mads Clausen valgt til koncernens bestyrelse.
Valget er dog kontroversielt, idet en komite under Erhvervs- og Økonomiministeriet tidligere har udarbejdet et sæt retningslinjer for god selskabsledelse, hvoraf det fremgår, at medlemmer af en virksomheds direktion ikke bør indgå i bestyrelsen. Retningslinjerne er dog rettet mod børsnoterede selskaber, og derfor ser formanden for Bitten og Mads Clausens fond, Peter Mads Clausen, ingen problemer i, at Jørgen Mads Clausen indtræder i Danfoss’ bestyrelse.
– Der er ikke noget i vejen for det, fordi vi er et familiefirma. Der skal gerne være nogle fra familien med i bestyrelsen, siger han til JydskeVestkysten.