Nyt om navne: Ny leder af Maritime DTU
Hans Otto Kristensen er den 1. oktober blevet ansat som leder af Maritime DTU.
- Jeg får mulighed for at bruge min tekniske tilgang til skibe til konkrete projekter, for eksempel i sammenhæng med beregningsmetoder til at vurdere transportskibes miljøvenlighed. Men jeg får også mulighed for at bruge min erfaring fra branchen til at undervise. Den erfaring har jeg tit fået at vide fra de studerende, at de er glade for at få del i. Det er jo det, vi kan på DTU: at gøre teorien konkret, siger Hans Otto Kristensen.
Maritime DTU fokuserer på de maritime aktiviteter på universitetet inden for uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning til Det Blå Danmark. Det sker blandt andet med bidrag fra DTU Mekanik, DTU Management, DTU Elektro og DTU Space.