Pumpeproducent er Årets Ejerleder i Nordjylland
Henrik Sørensen, der er ejerleder af Desmi, er netop blevet kåret som Årets Ejerleder 2015 i Nordjylland.
- Vi har i år mødt et meget stærkt felt af ejerledere, der hver især har formået at skabe vækst og succes i kraft af et målrettet fokus på talent og kompetenceudvikling. Det er derfor en særlig ære at overrække prisen til Henrik Sørensen fra Desmi A/S, fortæller Marianne Fog Jørgensen, partner i PwC i Aalborg, og fortsætter:
- Henrik stræber hele tiden efter at skabe et attraktivt arbejdsmiljø, hvor det faglige kompetenceniveau er højt og matcher medarbejdernes engagement og arbejdsglæde. Det fortjener anerkendelse, og det bliver spændende at følge ham videre i finalen, hvor han skal dyste mod de øvrige seks regionsvindere ved landskåringen.
Et stærkt image sikrer de rette kompetencer
I forhold til udfordringer med at rekruttere de rette talenter og kompetencer har Desmi opbygget et omdømme, som reducerer disse udfordringer, blandt andet som følge af virksomhedens udvikling og internationale DNA. Et image som Henrik Sørensen har arbejdet benhårdt på at skabe, og i dag kan Desmi skaffe alle de kompetencer, der er behov for – og flere til.
- De ejerledede virksomheder udgør rygraden af dansk erhvervsliv. De dygtigste ejerledere arbejder målrettet med strategi, talent og medarbejderudvikling samt innovation – og de er åbne for nye initiativer. Alt dette er Henrik Sørensen et fantastisk eksempel på, siger viceregionsdirektør i Nykredit Henrik Lybæk. Han fortsætter:
- Virksomhedens vækst har desuden været drevet af international tænkning. Samtidig har man formået at skabe en meget løsnings- og kundeorienteret virksomhed. Det fortjener en pris.
Hos Dansk Erhverv ser man dette års vinder i Nordjylland som et fantastisk eksempel på, at et stærkt fokus på at tiltrække og udvikle talent lønner sig.
- Ejerledere skaber succes i spændingsfeltet mellem forretning og passion. Dette helt særlige engagement skaber nogle unikke muligheder for at udvikle forretningen, men det er ikke givet, at en ejerleder formår at formidle passionen, så det folder medarbejdernes talent og kompetencer ud. Når det sker, ser vi et inspirerende væksteventyr, og det er præcis det, som Danmark har brug for, siger Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.
Udover Desmi var også Bjarne Poulsen & Suzanne Sand fra Lene Bjerre Design i Nibe og Niels Rask fra NS System i Frederikshavn nomineret til prisen.