Organisationer roser finanslov
Største problem er nedskæringer på forskning og uddannelse, mens afgiftsnedsættelser trækker i den rigtige retning.
- Med finanslovsaftalen er reklameafgiften omsider lagt endeligt i graven. Arve- og boafgiften sænkes, hvilket forbedrer mulighederne for generationsskifte i virksomhederne, og muligheden for at give medarbejderaktier genindføres. Alt sammen positive tiltag, siger han.
Jens Klarskov kritiserer dog dele af finansieringen, som er hentet ved at beskære midler på forskningsområdet, og han betegner det som et selvmål fra regeringens side.
Godt at holde igen med udgifterne
Hos DI er administrerende direktør Karsten Dybvad enig i, at det er uforsvarligt at skære i forskning og uddannelse, men ellers er organisationen overvejende positiv overfor Finansloven.
- Det er en fornuftig finanslov, som viser, at regeringen og forligspartierne tager udfordringerne i dansk økonomi alvorligt. Den offentlige økonomi har for længe kørt lige til – og over – kanten. Derfor er det godt nyt for Danmark og dansk økonomi, at vi holder lidt igen i de offentlige udgifter, siger Karsten Dybvad.
Han roser samtidig for nedsættelsen af NOx-afgiften samt for, at der bliver bedre vilkår for generationsskifter i familieejede virksomheder.
Erhvervsfremme fylder for lidt
Dansk Byggeri har noteret sig, at erhvervsfremme ikke fylder meget i Finansloven, men roser de elementer der er i form af for eksempel lavere registreringsafgifter og bedre forhold for generationsskifter.
- Der er klare blå pletter på finanslovsaftalen, som vi ser frem til at få gennemført. Men som bygge- og anlægsorganisation har finansloven desværre også bekræftet, at regeringen har skruet ned på en række kloge og fremtidssikrende projekter indenfor såvel infrastruktur som udbygning af den danske styrkeposition indenfor klima- og energiområdet. Det finder vi beklageligt, siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen.
Bygge-organisation frygter, at de kommende års økonomisk politiske førsteprioriter bliver de bløde velfærdsområder, som tilgodeses på bekostning af andre investeringer.
Saver den gren over, vi selv sidder på
Hos arbejdstagerorganisationerne er begejstringen for Finansloven knap så stor. LO betegner den som ”skuffende” set ud fra et lønmodtagersynspunkt, og også her hæfter man sig ved nedskæringer i uddannelsessektoren.
– Erhvervsuddannelserne friholdes næste år, men allerede i 2017 mærker også EUD de 2 procents grønthøster-besparelser, som rammer hele uddannelsesområdet. Det er jo som at skære den gren over, vi alle sammen sidder på. Vi kan kun bibeholde vores velfærd, hvis vi kan klare os i den globale konkurrence. Det kræver, at vi hele tiden er et hak dygtigere end de andre, men det bliver svært at leve op til, hvis vores uddannelser bliver ringere og ringere, siger Lizette Risgaard, formand for LO.
Derudover kritiserer hun nedskæringer i Arbejdstilsynet samt det nye kontanthjælpsloft og integrationsydelse, mens der til gengæld er roser til annulleringen af reklameafgiften og nedsættelsen af NOx-afgiften.
Efterlyser mere og bedre uddannelse
Hos Dansk Metal er forbundsformand Claus Jensen tilfreds med en række af initiativerne i Finansloven, men også her er der ris til nedskæringerne i uddannelsessektoren.
- Når private virksomheder ikke kan få dygtige medarbejdere, så mister de enten ordrer, eller også flytter opgaverne til udlandet. Den bedste løsning er og bliver bedre og mere uddannelse, og det får man ikke ved at spare. Tværtimod, siger Claus Jensen.
Som de andre organisationer roser han dog nedsættelses af NOx-afgiten og de forbedrede rammer for generationsskifter for at være tiltag, der er med til at skabe vækst.