DS Stålkonstruktion bygger rubinmine på Grønland
Store klippestykker skal forvandles til røde rubiner i Grønlands første ædelstensmine. Hobro-firma leverer stålkonstruktionen.
Virksomheden skal nemlig fremstille konstruktionen til den proceslinje, som fremover skal forvandle kæmpe klippestykker til røde rubiner i Grønlands første ædelstensmine.
- Det er en utroligt kompliceret opgave, fordi vi i stålprojekteringen skal tage hensyn til maskinerne, som allerede er producerede, og som kommer fra både Kina, Tyskland og USA. Det er svært at tilpasse stål til et produktionsapparat, som vi ikke har ved hånden, og som samtidig kun har tegninger i 2D, forklarer Tor Hastrup, som er projektleder på mineprojektet ved DS Stålkonstruktion.
Stor belastning kræver komplekse beregninger
DS Stålkonstruktion skal levere stålkonstruktioner til hele proceslinjen, der blandt andet tæller en optisk sorteringsmaskine til at skille skidt fra ædelstenene, samt en kæmpe crusher, der knuser klippestykkerne. Især sidstnævnte kræver en særlig solid konstruktion.
- Crusheren påfører dynamiske laster på op til 20 tons på de omkringliggende konstruktioner, og det kræver komplekse beregninger af påvirkningen. Derfor har vi gennem hele processen arbejdet tæt sammen med de canadiske konstruktionsingeniører og tilmed brugt et helt nyt beregningsmodul. Det handler jo i sidste ende om sikkerhed, pointerer Tor Hastrup.
Milliardpotentiale i Grønlands undergrund
Det er den canadiske virksomhed True North Gems grønlandske datterselskab, som har fået udnyttelsestilladelsen til at udvinde safirer og rubiner i Aappaluttoq, der også kaldes ”Det røde fjeld”. Virksomheden har store forventninger til den nye mine, der tages i drift allerede i år.
- Der gik ti år, fra vi startede undersøgelserne, til vi i 2014 fik den endelige tilladelse fra det grønlandske selvstyre. Derfor er det stort, at vi i år kan begynde, at forarbejde den første åremasse. Hvis andre skal tro på potentialet i Grønland, så er det afgørende, at det her projekt kan bruges som "proof of concept", siger Bent Olsvig Jensen, der er administrerende direktør i True North Gems Greenland.
Minen har en forventet levetid på ni år og vil i den periode forarbejde og sælge rubiner til en værdi af over 3,1 mia. kr. Heraf tilfalder over 1 mia. kr. det grønlandske samfund i form af skatter og royalties.
Leveringssikkerhed er en afgørende faktor
Bent Olsvig Jensen peger på, at det har været afgørende at finde en leverandør, som kunne levere de efterspurgte konstruktioner hurtigt og præcist.
- DS Stålkonstruktion har fået opgaven, fordi de både var skarpe på pris og leveringstid, men deres erfaring med at håndtere komplekse projekter og deres indsigt i de grønlandske forhold har også været en afgørende parameter, siger han.
Bent Olsvig Jensen fortæller, at True North Gems allerede i år, forventer at gennemføre de første salg af safirer og rubiner, som stammer fra de mange prøver, virksomheden har udtaget fra Aappaluttoq gennem tiden.