23948sdkhjf

Svejserobot programmeres på få timer

Før kunne det tage uger og måneder at få en svejserobot til at fungere på stedet. I dag er det et spørgsmål om timer, forsikrer Valk Welding
I gamle dage kunne det tage uger at programmere et nyt job på svejserobotten. Men den tid er forbi, hvis man spørger hos Valk Welding.

I firmaets danske afdeling ved Nørre Aaby på Fyn snupper direktør Marcel Dingemanse en computer, sætter et par streger og lader programmet simulere en svejsning. Så skal der lige tegnes nogle hjørner ind.

Ti minutter efter er der skrevet et program til svejsning af en enkel metalklods. De enkle streger på hans computer bliver som ved magi til mange linjer programkode til robotten. Computeren kan også give en hurtig simulering af svejsningen.

Tre lags svejsning
Ude på værkstedet er programmet klar til at blive afviklet. Robottekniker Martin Rømer gennemser, hvordan svejsepistolen bevæger sig, før han sætter programmet i gang. Derefter udfører robotten en overbevisende tre-lags svejsning.

Der er sket en hastig udvikling over de seneste år inden for robotsvejsning.

- Det som var udviklingsprojekter for tre år siden er i dag standardrobotter. Det kommer den brede masse af virksomheder til gode, at der var nogen, som lavede nogle pionerprojekter for nogle år siden. I dag kan man klare meget komplekse opgaver hurtigt, siger Allan S. Nielsen, salgschef hos Valk Welding.

- Nogle har en idé, om at det tager lang tid at få en svejserobot til at virke. Vi har stadig folk, som kommer og spørger os, om det stadig tager et år at få fuld produktion på en maskine. Før var der en indkøringstid på uger og måneder. I dag taler vi om timer og minutter, siger Allan S. Nielsen.

Den hurtige programmering og opstilling betyder, at svejserobotter kan bruges til fåstyksproduktion, ja endda enkeltstyksproduktion. Der er flere eksempler på, at Valk Weldings svejserobotter bliver brugt til enkeltstyksproduktion.

Hurtig programmering
Det afgørende for danske metalvirksomheder er, at svejserobotterne i dag er blevet meget mere fleksible. De kan programmeres hurtigt og offline, og derfor kan de udføre mange forskellige opgaver i løbet af en dag.

Når den ene svejsning er slut, kan den næste begynde, fordi programmet allerede er dannet. Robotternes kameraer og skannere betyder, at de selv kan “se”, hvis en svejselinje bliver lidt bredere eller smallere.

- I dag er det nok ni ud af 10, som offline programmerer, siger Allan S. Nielsen.

Softwaren til programmering af robotterne er den afgørende forskel. Det er den, som på et øjeblik gør en tegnet skitse til et komplet svejseprogram. Svejserobotterne er for alvor kommet ind i den digitale tidsalder.

En anden nyere mulighed er parametrisk software. Det vil sige, at hvis en fabrik producerer forskellige produkter i forskellige størrelser og udførsler, for eksempel radiatorer i forskellige størrelser, så kan fabrikken nøjes med et standardprogram, hvor man bare sætter parametrene ind for hvert produkt. Det gør det også muligt at sætte parametre ind for nye produkter.

- Med sådan en parametrisk software tager det kun få sekunder at lave 3.500 programlinjer, siger Allan S. Nielsen.

Svejsemaskiner er også blevet meget fleksible i en anden betydning. Den samme svejsemaskine kan i dag svejse TIG, MAG, tyndplade og hvad det skal være.

- I dag er alle svejseteknologier repræsenteret i maskinens kunnen fra begyndelsen, siger Allan S. Nielsen, salgschef hos Valk Welding.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085