23948sdkhjf

Midtjysk automationshus købte konkursramt leverandør – nu buldrer firmaet frem

Siden grundlæggelsen i januar er KP Automation vokset markant.
På Gartnervej i Ikast har KP Automation netop bygget 300 kvadratmeter til fabrikken. Nye mødelokaler og kontorer skal vise vejen for udviklingen, som skal gøre automationshuset til et moderne projekthus. For selvom de ansatte på kontorerne og på værkstedet er tidligere medarbejdere hos konkursramte JW Engineering, er der rykket en ny ledelse ind.

For et års tid siden begyndte problemerne at vise sig hos KP Industris faste leverandør, JW Engineering. Et par måneder senere havde KP Industri overtaget den tidligere leverandør fra konkursboet og dannet det nye selskab KP Automation.

- JW Engineering gik konkurs 29. januar – det var en torsdag – og tirsdag morgen var alle mand i arbejde igen. Det gik stærkt, fortæller indehaver af KP Industri, Keld Pedersen.

- Nu har vi satset på at professionalisere husets forretningsgange.

Virksomheder smelter sammen
Fra starten regnede Keld Pedersen med, at KP Industri skulle fortsætte som en selvstændig virksomhed, som KP Automation leverede løsninger til. Det nye hus skulle vokse sig stort på ryggen af salgsselskabet.

Men udviklingen er gået meget anderledes, og KP Automation har indenfor en kort tidshorisont overtaget alle aktiviteter, og de to virksomheder bliver nu spaltet sammen.

- Vi er blevet hurtigere accepteret ude i industrien, end vi havde forventet. Vi kan som et nystartet selskab gå ud i markedet og lukke gode aftaler. Vi har gode kunder og gode ordrer i bogen. Det er kommet et år før, at vi havde regnet med. Det er virkelig positivt, siger Keld Pedersen.

Specialmaskiner og robotter
KP Industri solgte friarmsrobotter, mens specialudstyr, turn key- og specialløsninger nu er rykket ind i det nye selskabs kompetencer. I april trådte Kim Poulsen ind i virksomheden som medejer og administrerende direktør.

- Vi har ingen produkter på hylden. Vi er et 100 procents projekthus. Vi bygger ikke noget, hvis der ikke er en kunde til. Robotterne er vores primære kompetenceområde, siger direktøren.

Kunderne findes i vindmølleindustrien, i hele metalindustrien og plastindustrien. Samtidig bevæger projekthuset sig ind på et nyt marked i fødevareindustrien.

- Vi leverer store anlæg, hvor vi integrerer forskelligt periferiudstyr og robotter, men fordi vi bygger maskiner fra bunden, ligger vi i grænselandet mellem robotintegrator og maskinbygger, fortæller den administrerende direktør.

Vokset fra otte til 15 ansatte
KP Automation startede op med otte mand i februar – nu er der 15 ansatte, og der er flere nye ansigter på vej. Det er vindindustrien og underleverandører, der trækker efterspørgslen i øjeblikket.

- Vi er 15 medarbejdere. Inden længe er vi en tre-fire stykker mere, fortæller Keld Pedersen om udviklingen.

Virksomheden ønsker ikke selv at sidde med 60-70 mand, så der bliver hentet arbejdskraft ind til de forskellige opgaver fra faste samarbejdspartnere.

- Det gennemsyrer hele vores forretning, at vi har enkelte brancheeksperter hos os, og så hiver vi folk ind fra nogle faste samarbejdspartnere til specifikke opgaver. Det betyder, at vi er meget fleksible, siger Kim Poulsen.

- Hvis vi kigger lidt fremad, så skal vores virksomhed nok højest være 30-40 mand, siger den administrerende direktør.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.316