Stålvirksomhed skal betale 110.000 kr til elev
Det er en god idé at tjekke sine lønsedler særdeles grundigt. Det må en tidligere kontorelev i virksomheden Sula Steel A/S fra Frederiksværk sande. Virksomheden snød hende nemlig for både løn og pension og må nu hoste op med 111.610 kr.
Eleven blev i sommeren 2011 ansat som voksenlærling i stålvirksomheden Sula Steel, som holder til i det gamle elektrostålværk i nordsjællandske Frederiksværk. Her arbejdede hun som elev i næsten tre år, men i hele perioden fik hun for lidt i løn og fik slet ikke indbetalt til pension.
Derfor rejste elevens fagforening HK/Privat krav om betaling i december 2014. I en mail forklarede Sula Steel dog, at de ikke har indgået overenskomst med HK, og at de derfor ikke skulle betale løn og pension efter overenskomsten. Men den forklaring holdt ikke, fastslog Tvistighedsnævnet
Når virksomheder uden overenskomst ansætter elever fra erhvervsuddannelser, skal de nemlig stadig følge overenskomsten. Det kræver loven, forklarer advokat Klara Hoffritz, der førte sagen for HK/Privat. Derfor kan virksomheder ikke undskylde sig med, at de ikke har overenskomst.
- Det er en søforklaring. Alle elever har som udgangspunkt ret til den løn, pension og ferie, der følger af overenskomsten på det område, hvor de er i uddannelse. Det betyder, at virksomheder ikke kan snige sig udenom at betale løn, pension og andet, som indgår i overenskomsten, uanset om firmaet er dækket af en overenskomst eller ej, siger Klara Hoffritz til Avisen.dk.
I virksomheden Sula Steel er man meget forundrede over kendelsen fra Tvistighedsnævnet, som kræver betaling af 111.610 kr. til den tidligere elev. Bestyrelsesformand i Sula Steel A/S, Sergiy Pronin, hævder i et interview med Avisen.dk, at virksomheden slet ikke har været klar over, at sagen har været i Tvistighedsnævnet, og at virksomheden heller ikke har modtaget kendelsen.
Af sagsfremstillingen fra Tvistighedsnævnet fremgår det imidlertid, at virksomheden har været i dialog med HK/Privat om sagen. Det fremgår desuden, at Sula Steel og HK var inviteret til et forligsmøde om sagen i Uddannelsesnævnet den 19. maj 2015. Et møde, som Sula Steel ikke mødte op til.
Samtidig bekræfter Tvistighedsnævnet over for Avisen.dk, at både sagen og selve kendelsen er blevet forkyndt for virksomheden.
I Sula Steel forklarer bestyrelsesformand Sergiy Pronin, at de slet ikke var klar over, at eleven skulle lønnes efter overenskomsten, da hun blev ansat. Havde de vidst det, var hun slet ikke blevet ansat.
- Set fra mit synspunkt kan det ses som vildledning fra jobcentrets side, forklarer Sergiy Pronin til Avisen.dk.
I Halsnæs Kommune er man kede af, at Sula Steel føler sig vildledte. Men Pernille Kjeldgård, chef for Borgerservice og Beskæftigelse, slår fast, at virksomheden er blevet informeret om vilkårene for at ansætte voksenlærlinge.
- Virksomheden fik dengang informationer om vilkårene skriftligt via ansøgningsskema, og det supplerer vi i dag med mundtlig råd og vejledning, skriver hun i en mail til Avisen.dk.