Ny fabrik giver luft til udvidelser
En ny fabrik skal sikre fremtidige udvidelsesmuligheder hos Sønderborg Fornikling. I første omgang bliver det til en firedobling af produktionsarealet.
- Når vi er færdige, vil vi have i alt 4.200 kvadratmeter produktionslokaler. Den nye fabrik ligger kun et par kilometer fra, hvor vi ligger i dag, og det bliver produktionen fra Sønderborg, der skal flyttes derhen. Vi får fornyet anlæg, der lever op til de sidste nye miljøstandarder, og der bliver også tale om anlæg med udvidet kapacitet, siger Kell Bo Jürgensen fra Sønderborg Fornikling, og tilføjer:
- Vi starter flytningen omkring oktober, og herefter vil vi flytte én produktionslinje af gangen og regner med at få det hele op at køre i løbet af ½-3/4 år. Vi udvider ved samme lejlighed med nyt sliberi og et helt nyt rensningsanlæg. Så vores produktionsanlæg vil være up-to-date i mange år fremover.
Topmoderne fabrik
Hidtil har virksomheden huseret i en fabrik på 800-900 kvadratmeter uden de store muligheder for udvidelser. For at være fremtidssikret, og for at leve op til branchens miljøkrav, valgte man derfor at købe en 27.000 kvadratmeter stor grund og opføre en helt ny fabrik efter de mest moderne principper.
- Indretningen har vi lavet ud fra de erfaringer, vi har fået i produktionen på vores nuværende fabrik, men det er klart, at vi får nogle hjælpemidler og et flow, der er forbedret i forhold til det, vi arbejder med i dag, forklarer Kell Bo Jürgensen, og fortsætter:
- Det kommer også til at give plads til øget kapacitet, men det vigtigste er i første omgang, at det giver en mere rationel produktion både kvalitets- og miljømæssigt. Og at det hele bliver mere effektivt rent logistikmæssigt.
Udover den kraftige øgning i produktionsarealet åbner den nye fabrik også op for et andet kapitel hos Sønderborg Fornikling.
- Når flytningen er overstået, skal vi til at arbejde med kvalitets- og miljøcertificering, og det har vi en forventning om, at vi er godt på vej med, når vi når til 2009, slutter Kell Bo Jürgensen.