23948sdkhjf

400 Semco-medarbejdere holder flyttedag

Det er en af de største erhvervsflytninger i Esbjerg i mange år, når Semco Maritimes 400 medarbejdere fra fire lokationer i Esbjerg i dag flytter sammen i koncernens nye hovedsæde.
Hele weekenden har flyttebiler kørt i pendulfart med møbler, pc’er og andet inventar fra Semco Maritimes hidtidige afdelinger på Niels Bohrs Vej, Stenhuggervej, Staget og Trafikhavnskaj til de nye omgivelser ved Esbjergs nordlige havnefront.

Sent søndag aften var den sidste pc sluttet til og alt klar til, at de første medarbejdere kunne møde på arbejde klokken 08.00 i morges.

Længe ventet samling
Med en unik beliggenhed på det yderste vestvendte areal af den nye Esbjerg Strand-bydel, bliver det nye hovedsæde en længe ventet samling af alle Semco Maritimes aktiviteter i Esbjerg.

- Vi har glædet os længe til at pakke denne julegave op. Resultatet er blevet præcis, som vi havde drømt om: Et moderne, smukt og velindrettet byggeri, der giver os optimale muligheder for at samarbejde og dele viden på tværs af koncernens enheder. Det styrker både effektivitet og innovation, som er vigtige konkurrenceparametre i en offshore-sektor, hvor alle jagter gode løsninger på svære udfordringer, siger Semco Maritimes administrerende direktør Steen Brødbæk.

Havet som inspiration
Omgivet af havet på tre sider vælter lyset ind i bygningen. Domicilet er opbygget som en åben struktur, der symboliserer sammenlægningen af fire tidligere adresser til én samlende
arbejdsplads.

De 15.000 kvadratmeter fordelt på fire etager er indrettet med stærk inspiration fra de maritime omgivelser. En intern indretningsgruppe har sørget for valg af farver, former og funktion på alt fra tæpper og fliser til stole, borde og kaffekopper.

Bygningens indeklima lever op til nogle af de højeste standarder på området. Det betyder blandt andet, at dagslysforhold og ventilation er tilpasset verdenshjørnerne optimalt i hvert eneste rum.

Samtidig opfylder byggeriet moderne energikrav, og er ét af blot 13 kontorbyggerier i Danmark med en såkaldt DGNB-certificering fra det uafhængige bygningsråd Green Building Council, der arbejder for bæredygtighed i byggebranchen.

PensionDanmark er bygherre på det nye domicil til Semco Maritime, der lejer hele bygningen. I første omgang skal Semco Maritime ikke bruge hele pladsen i de skalérbare omgivelser, og har derfor lejet cirka 800 kvadratmeter ud til Niras.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093